ØSTERVRÅ: En helt fast tradition er den årlige Klubdag i Østervrå Petanque, som endnu en gang havde samlet rigtig god tilslutning på anlægget ved Bredgade.
24 af klubbens 28 medlemmer hyggede sig først med en times spil, inden den medbragte kaffe blev nydt til Jyttes populære og meget lækre hjemmebag. Spillet blev genoptaget, og efter nogle intense, spændende – og selvfølgelig venskabelige dyster, var det blevet tid til fællesspisning.
Meny havde leveret lækkert smørrebrød, og købmanden havde været i vinkælderen og fundet nogle flasker rosévin, som blev nydt i et flot og solrigtig augustvejr. – Vi har altid plads til flere nye medlemmer, fortæller Inga Jensen fra Østervrå Petanque, man møder blot på enten mandag eller torsdag.
ÅB



