Bestyrelsen i Østervrå Erhverv havde uden tvivl ønsket sig nogle lidt mere venligt stemte vejrguder til fredagens Open by Night. Men trods truende skyer og kedeligt vejr, blev det alligevel en fin aften med god opbakning fra by og omegn.
ØSTERVRÅ: Bestyrelsen i Østervrå Erhverv har uden tvivl kigget håbefuldt mod de regntunge skyer, men de sidste forberedelser blev gjort til fredagens Open by Night (OBN) i Østervrå. Ville folk blive hjemme i sofaen med deres fredagslik? Det var der sikkert nogen, der gjorde, men der var også rigtig mange, der fandt regnfrakker og paraplyer frem og lagde vejen forbi de mange fine aktiviteter, stande og gode tilbud.
Det store telt var fyldt, da ØVIs Venner serverede pattegris, og der var god trængsel under udhænget ved Butikscentret, da de musikalske gæster fra Nice Little Penguins fyrede op under musikken.
Det havde helt sikkert været dejligt, hvis solen havde skinnet, men regnbygerne holdt sig trods alt tilbage indtil aftenen sluttede.
Brandbilen og de store landbrugsmaskiner var på plads, til glæde for især det unge publikum. I idrætshallen blev der sat små personlige rekorder, mens vaffeljernet sydede hos GF77, og regndråberne lagde sig på de gamle veteranbilers blankpolerede lak, for blot at nævne en lille smule af alt, det man kunne se og opleve.
Hos Meny blev der langet lækkerier over disken i pølsevognen, og i butikken var der i dagens anledning en tombola med fine gevinster.
Rigtig mange benyttede lejligheden til at kigge bag murene hos Østervrå Varmeværk, bl.a. for at beundre det nyeste vidunder – den flotte grønne gasmotor, som inden længe er koblet sammen med resten af varmeforsyningen.
Julehjælpsløbet måtte desværre aflyses på grund af regn, men Menighedsrådet håber, at kunne afholde løbet på et senere tidspunkt, så der bliver en ny chance for at støtte det gode formål.
ÅB




