
Lørdag den 22. november blev en af frontfigurerne i TUI Fodbold kåret som ”Årets Frivillig Ildsjæl 2025” blandt AAB’s samarbejdsklubber.
Denne udnævnelse sker på baggrund af følgende flotte indstilling:
Indstilling af Helene Rosendal Moltsen – ”Årets Frivillige Ildsjæl 2025”. Helene Rosendal Moltsen fortjener i den grad at blive hædret som Årets Frivillige Ildsjæl 2025. Som formand for
Taars-Ugilt IF Fodbold har Helene på kort tid skabt en markant positiv udvikling i klubben – både menneskeligt og organisatorisk. Uden tidligere erfaring med hverken forenings- eller bestyrelsesarbejde har hun trådt ind i rollen med et åbent sind, stort hjerte og en ukuelig vilje til at lære, udvikle og løfte fællesskabet omkring fodbolden i Tårs.
Helene er et levende eksempel på, hvad ægte frivillighed handler om. Hun møder alle med et smil, rummer forskelligheder og ser det bedste i både børn, unge og voksne. Hendes engagement har været med til at styrke sammenholdet i klubben og skabe en kultur, hvor alle føler sig velkomne – uanset niveau, alder eller ambitioner. Kronen på værket for Helenes enorme indsats kom for nylig, da den nye multibane på Tårs Stadion blev indviet. Et projekt, der uden hendes vedholdenhed, handlekraft og utrættelige engagement ganske enkelt ikke var blevet til virkelighed. Helene har lagt et utal af frivillige timer i arbejdet med fondsansøgninger, sponsorater, tilladelser og koordinering – alt sammen for at give både klubbens medlemmer og byens borgere et samlingspunkt, der kan nydes i mange år fremover.
Helene Rosendal Moltsen er den type person, enhver forening drømmer om at have: en ildsjæl, der går forrest, løfter andre og altid sætter fællesskabet før sig selv. Derfor er det med den største respekt, taknemmelighed og beundring, at vi indstiller Helene Rosendal Moltsen til prisen som ”Årets Frivillige Ildsjæl 2025”.
Else Strauss Harpsø, formand




