De først kendte ejere af Ormholt er væbneren Anders Thomsen og hans hustru Maren Pedersdatter; der er dokumenteret i 1455. Al ældre historie beror på tolkningen af gårdens beliggenhed og gjorte fund; men at den er ældre end 1455 bestyrkes allerede af, at en ”væbner” var en lavadelsmand, og det er altså ikke en hvilken som helst bondemand der har beboet og ejet gården.
Jeg gætter på, at ægteparret har været barnløst, for efter Anders Thomsens død ”oplader” hans enke Ormholt til Børglum Bispestol; det hørte jo ikke til sjældenhederne, at jordegods blev skænket til den katolske kirke, til gengæld for at få afholdt sjælemesser. Vi behøver ikke at gå længere end til Skavange, der også kom i kirkens eje.
Som bekendt blev alt kloster- og bispegods ved reformationen i 1536 konfiskeret af kronen, der efterhånden afhændede det meste af det. Den første ejer af Ormholt efter reformationen var Mogens Gjøe eller Gøye, som var rigshovmester, vel nærmest svarende til finansminister, og altså indehaver af et af statens højeste embeder. Hans datter Helvig Gøye arvede Ormholt, og efter hendes død i 1597 kom den til Axel Urup; 1620-23 tilhørte den admiral Peder Munk, som også ejede Sæbygaard – så i tre korte år har Sæbygaard og Ormholt haft samme ejer.
Efter Peder Munk kom i en endnu kortere periode på kun to år rigsråd Otte Skeel og hustru Birgitte Lindenov, der havde Ormholt 1623-25; men de har efterladt sig synlige spor i Torslev Kirke, idet gavlene på de øverste kirkebænke er dekoreret med deres våbenskjolde.
Ingen af disse ejere havde deres bolig på gården, og det samme gælder de fleste af ejerne i de næste mange år. Gehejmeråd Corfitz Trolle, ejer af Ormholt 1660-1683, var i 1660’erne amtmand over Skanderborg og Aakær Amter, men – står der i Biografisk Leksikon – opholdt sig mest i København. Han var en dårlig økonom, og sad en tid arresteret for gæld; så hans salg af Ormholt til Jens Juel (søhelten Niels Juels bror) i 1682 er givetvis sket af bitter nødvendighed. Omvendt kan Jens Juels køb af gården måske ses som en håndsrækning til en betrængt standsfælle, for han beholdt Ormholt i mindre end et år; han solgte ved skøde af 14. februar 1683 til Søren Pedersen Kjærulf. Denne handel er mindeværdig, da skødet er bevaret på Ormholt; det redegør i detaljer for de ikke mindre end 41 fæstegårde i Torslev Sogn som på dette tidspunkt hørte under Ormholt, med navnene på fæsterne og specifikation af deres fæsteydelse (landgilde) til Ormholt.
Søren Pedersen Kjærulf, som købte Ormholt i 1683, havde været forpagter på Dybvadgaard; han døde allerede i 1686. Hans enke, Anne Jespersdatter Hegelund, giftede sig i 1687 med den afdøde mands fætter, Niels Mortensen Kjærulf, der havde været forpagter på Hejselt. Han må i hvert fald have boet i sognet; for ved en sammenkomst i Torslev Præstegård i 1671 kom han i et gevaldigt slagsmål med præsten Frederik Wilsbech, som vistnok i sin fuldskab havde begyndt, for han blev idømt en bod til Kjærulf på 100 sletdaler – et ikke ubetydeligt beløb den gang. Niels Kjærulf døde få år efter købet af Ormholt, men enken blev boende på gården til sin død i 1716; allerede i 1710 var den dog blevet solgt til den beslægtede Henrik Klein, der var sognepræst i Jerslev.
I 1733 blev Ormholt på auktion erhvervet af forpagter på Gettrup Henrik Bornemann Kjeldsen; efter hans død i 1755 ejede hans enke Karen Hansdatter gården til 1765, da den overgik til sønnen Kjeld Nikolai Bornemann, som var ugift og døde uden arvinger i 1796.
I 1760 køber Karen Hansdatter Torslev Kirke af præsten Jørgen Gleerup for 5.500 rigsdaler og 10 dukater. Så fra 1760 og til 1796 er Ormholt kirkeejer. Begrebet ”kirkeejer” bør uddybes lidt: Det indebar ikke, at man kunne skalte eller valte med kirken; men man overtog retten til at opkræve kirketienden fra sognets beboere, og påtog sig til gengæld kirkens vedligehold. Var man heldig fik man herved et overskud – i modsat fald måtte ”kirkeejeren” vedligeholde kirken af sine egne midler. – En tidligere kirkeejer, stiftamtmand Jørgen Bille, udviste i 1720’erne så grov forsømmelse i vedligeholdelsen af sine ikke mindre end syv kirker, hvoriblandt Torslev og Lendum, at regeringen måtte skride ind imod ham (se herom i Vendsyssel Aarbog 1921).
I Torslev Kirke er på skibets nordvæg indmuret et epitafium af marmor og sandsten over Kjeld Nikolai Bornemann. Det bærer denne indskrift:
Generalauditør Kjeld Nicolai Bornemann til Ormholt født på Gettrup den 20. marts 1735, død på Ormholt den 7. december 1796.
Naturen havde udrustet ham med ikke almindelige sindets gaver.
Lovene delte hans formue imellem hans efterlevende søsterbørn, hvis pligt bød dem bevare hans erindring ved dette minde
Her neden ejer af Ormholt – blandt orme tog sin bolig
hans sjæl sig Gud har forbeholdt – her urnen gemmes rolig
Foruden at have været godsejer og landmand har Bornemann altså været jurist og fungeret som anklager ved de militære domstole. Men han har efter sigende været noget af en særling, hvis altoverskyggende interesse det var at snitte fjerpenne af gåsefjer – som jo var datidens skrivetøj; han snittede og snittede, så mange, at man ved hans dødsfald kunne fore hans kiste med dem.
På auktion blev Ormholt købt af to brødre Gleerup, som i løbet af to år frasolgte gårdens fæstegårde – var altså, hvad vi kalder ”godsslagtere”. Betegnelse ”hovedgård” betyder netop, at ejendommen ejer fæstegårde; godsejeren skulle garantere for, at fæstebønderne betalte deres skatter, men til gengæld var hovedgården selv skattefri. Denne skattefrihed gik nu tabt. 1798 blev den reducerede ejendom købt af Anders Sørensen Kaas, hvis enke giftede sig med Christian Severin Schiørring, som p.g.a. landbrugskrisen efter Napoleonskrigene gik fallit i 1823.
På tvangsauktionen blev Ormholt for 2.600 rigsbankdaler sølv købt af enkeprovstinde Deichmann, som fire år senere, i 1827, overlod den til sin yngste datters mand, Hans Christian Bruun (født 1800, død 1868).
Hermed kom Ormholt i samme slægts eje i 136 år, idet H.C. Bruun blev efterfulgt af sin søn Lambert Daniel Bruun (1830-1905) og sønnesønnen Niels Marinus Bruun (1869-1953).
– Måske var det slet ikke Lambert, som skulle have efterfulgt faderen, men hans ét år ældre bror Knud; men han deltog som soldat i treårskrigen, blev såret og døde 13. maj 1849; han ligger begravet på Bredstrup Kirkegård lidt udenfor Fredericia.
Lambert gik som dreng i ”kostskole” hos lærer Møller i Højstrup Skole, i øvrigt sammen med Anton Gregers Lassen fra Hørbylund, og må have haft adskillige talenter; i hvert fald var det ham, som i 1854 leverede tegningen til den nuværende hovedbygning, der afløste en gammel trefløjet bindingsværksbygning fra omkr. 1780. I 1880’erne konstruerede han en flyvemaskine, som faktisk foretog flere glideflugter; men da man endnu ikke havde den lette men kraftige eksplosionsmotor blev projektet opgivet. Han opfandt også et forbedret vandhjul til vandmøllen, og på det fik han patent.
I Lamberts sidste leveår ramtes Ormholt af en ulykke: I august 1904 slog lynet ned og antændte de gamle avlsbygninger, som brændte ned; heldigvis var der ingen dyr i dem, og hovedbygningen blev skånet. Så de avlsbygninger, vi ser i dag, er opført efter branden i 1904.
Niels Marinus Bruun var selv blevet ramt af en ulykke et par år forinden, da han mistede sit ene ben. Men selv med et træben mistede han ikke gejsten, men tog et kursus i boksning, og gjorde daglig gymnastik; det var bl.a. også for at kunne styre sit folkehold, som i 1911 udgjorde 17 personer: 1 husjomfru, 1 forvalter, 1 fodermester, 8 tjenestekarle, 2 arbejdsmænd og 4 tjenestepiger, som boede på gården, foruden de 8 medarbejdere som boede i huse rundt om gården og havde egne husholdninger. I 1908 bestod besætningen af 100 køer, 30 stk. ungkvæg og kalve, 3 tyre, 12 heste og 11 plage og føl. Der solgtes årligt 109 fedesvin; sæt tallet i relief til de mere end 20.000 svin, som Niels Jørgen Lunden i dag leverer årligt!
Niels Marinus Bruun var en sparsommelig mand, der fik Ormholt på fode efter branden i 1904. I 1916 blev han medlem af bestyrelsen for den kortlivede kartoffelmelsfabrik i Dybvad, som ikke ville gå efter 1. verdenskrigs slutning i 1918 og derfor likviderede 1921. Det kostede Bruun 75.000 kr.
Med Janus Christensen på Hejselt dannede N.M. Bruun en slags ”proprietærernes arbejdsgiverforening, idet de indgik aftale om lønnen til ”herregårdsbørsterne” – der jo ikke måtte få mere end nødvendigt, men dog efter Janus’ mening skulle have kosten! (Interview med Erik Seidenfaden i Vendsyssel Tidende 20.12.84, sektion 2, s. 3).
I 1935 var der 120 malkekøer, til dels af ren jerseyrace, til dels en krydsning af jyske køer med jerseytyre. Der var en svinebesætning på 25 tillægssøer, og der var hidtil leveret ca. 400 slagterisvin om året – men nu havde man kort til 250; det var i 30’ernes krisetid, hvor der var blevet lagt told på indførslen af bacon til England – jvf. vore dages toldtrusler. Foruden 16 arbejdsheste anvendte man en ”tractor” – stavet med ”c”.
Efter at der i 1910 og nogle år senere var blevet frasolgt 25 tdr. land var tilliggendet i 1960 på omtr. 500 tdr. land, hvoraf 232 var ager og eng, og 135 tdr. var skov; der var blevet plantet meget skov i Bruun’ernes tid, og henne i Skrummerdals Bakker står der en mindesten herom.
Efter Niels Marinus Bruuns død i 1953 stod hans enke Dagmar Bruun som ejer af gården til 1963 – men driften havde siden 1944 været forpagtet ud til svigersønnen Poul Aksel Holm-Petersen (*21.10.03 i Taarup S, Viborg A, ~22.09.38 i Torslev S med N.M. Bruuns datter Edith (1909-2003), †30.07.1961, 57 år gl.)
I 1963 solgte Dagmar Bruun Ormholt til grosserer Peder Brokholm for 1,3 mio. kr., men minus skoven, som blev overtaget af hendes datter Lisbeth (Marie Elisabeth, f. 1908) for 400.000 kr. (VT, 08.07.63, s. 6).
Peder Brokholm (født 11.07.1896, død 06.11.1980), havde en fortid som fabrikant af bl.a. cykelstel, og var i øvrigt var bekendt for sin fine samling af dansk malerkunst. Han solgte i 1966 jersey-besætningen, hvorefter der på Ormholt var en besætning af Charolais-kødkvæg.
Brokholm solgte pr. 15. august 1976 Ormholt til Erik Seidenfaden (f. 07.04.1943), der kom fra Sjælland og var uddannet landmand. I 1977-udgaven af værket ”Større gårde og skove” oplyses, at Ormholt Skov ejes af ambassadør Gunnar Seidenfaden (født 1908) og fru Alice; det er Erik Seidenfadens forældre, som givetvis har købt skoven med henblik på at genforene den med Ormholt; det skete i 1985.
I 1984 købte Erik Seidenfaden Hejselt af Janus Christensens enke Ingeborg, men solgte den i 1993 til Niels Jørgens Lundens far Peter Myren Lunden.
Jens Jørgen Kollerup, Ormholts nuværende ejer, købte gården i 2014.
Jørgen Peder Clausager
