
Livsglæde og fællesskab blomstrede om kap med de mange farverige buske i Rhododendronparken i Brønderslev da De Frivillige tog på hele to ture med beboere fra Østervrå Ældrecenter.
Tilslutningen til turen var så stor, at det blev nødvendigt at lave to busture til Brønderslevs smukke Rhododendronpark – én formiddag og én eftermiddag, også for at sikre, at alle kunne få plads og en god oplevelse.
– Vi var heldige at råde over to hold engagerede frivillige, som stod klar til at ledsage og skubbe kørestolene rundt i den blomstrende park, fortæller Doris Nielsen og Anna-Grethe Holmenlund fra De Frivillige. Vejret viste sig fra sin bedste side, og blomsterne stod i fuldt flor, en virkelig stor fryd for både øjet og sjælen.
En rigtig udflugt har selvfølgelig også madkurv med. Formiddagsgruppen nød lækre sandwiches og kolde drikke under åben himmel, mens eftermiddagsgruppen blev forkælet med kaffe og hjemmebagt kage. – Lækkerier, som vi kan takke centrets altid søde og hjælpsomme køkkenpersonale for, hvad skulle vi da gøre uden dem, lyder det enstemmigt fra De Frivillige.
Humøret var højt hele dagen, og især én oplevelse gav ekstra anledning til grin. Det viste sig nemlig, at det kan være lidt af en udfordring at komme op fra et borde-bænkesæt, når benene ikke er, hvad de har været, især når man samtidig griner, så tårerne triller, og hjælperne må holde fast i hinanden, for ikke selv at falde om af grin. – Heldigvis slap vi for at ringe efter assistance fra Østervrå denne gang! Forsikrer Doris og Anna-Grethe, og vi var enige om, at den situation vil vi sikkert komme til at trække på smilebåndet over længe.
Alle kom helt hjem, trætte, glade og med masser af gode minder at tænke tilbage på. Turen blev endnu en dejlig påmindelse om, hvor meget livsglæde og fællesskab, der kan blomstre, når man kommer ud i det fri sammen. Vi glæder os allerede til næste udflugt!
ÅB




