
Hærvejspladsen er i øjeblikket det projekt, der kræver mest opmærksomhed i Østervrå Borgerforenings bestyrelse, men også planer for byens hovedgade, en ny byggemodning i Bakkevænget og meget andet har været på dagsordenen i 2024.
Udpegning af Østervrå som knudepunkt på Hærvejsruten har for alvor sat skub i ønsket om at udvikle det grønne område for enden af Bredgade – nu officielt navngivet Hærvejspladsen. En skitseplan er allerede udarbejde i samarbejde med et arkitektfirma, og nu arbejder bestyrelsen intenst med fondsansøgninger for at sikre finansiering til at realisere projektet, forklarede formand Frode Thule Jensen i sin årsberetning. Vi har et fint samarbejde med kommunen, som bevilgede 30.000 kr. til arkitekten, og vi har så selv lagt et næsten tilsvarende beløb. Derudover har vi modtaget 200.000 kr. fra Distriktsrådet, 100.000 kr. fra Nord Energi og senest 250.000 kr. fra Friluftsrådet – så vi er da på vej, men langt fra i mål.
Udover Hærvejspladsen arbejder borgerforeningen også på en masterplan for byens hovedgade. Første etape vil være området ved Akuthuset. Karen Baggesgaard fra bestyrelsen gav et kort indblik i planerne og det foreløbige arbejde.
Derudover nævnte formanden, at foreningen, som vanligt, har støttet lokale arrangementer så som Fastelavnsfesten på Torslev Skole og Fælles Sangdag, som Knud Hjørnholm var tovholder for. Et nyt tiltag i 2025 er en Fredagscafé, som forhåbentlig bliver et nyt samlingspunkt i byen.
Udbuddet af byggegrunde i Bakkevænget fortsætter, idet Frederikshavn Kommune er i gang med byggemodningen af endnu en etape i område, hvilket betyder, at der nu er bliver i alt ni byggegrunde at vælge mellem.
Containerpladsen på Hyldestedvej står overfor en udvidelse, som der så småt er taget hul på.
Frode Thule Jensen fremhævede også den store indsats fra de frivillige, der engagerede vedligeholder byens to store grønne områder – et arbejde, som både borgerforeningen og byens borgere sætter stor pris på.
Økonomisk kom foreningen ud af 2024 med et mindre underskud, og det skyldes hovedsagelig udgifter til udarbejdelse af skitseplanen for Hærvejspladsen. Positiv er det, at foreningen har et stigende medlemstal og stadig en pæn egenkapital. Bestyrelsen vil snart komme rundt med tilbud om køb af medlemskab, men også her vil der på sigt blive taget skridt til en digital løsning.
Foreningens vedtægter har længe trængt til at blive ajourført til nutidige forhold, og det var der også opbakning til fra forsamlingen. Den endelig godkendelse vil ske i forbindelse med det næste bestyrelsesmøde, hvor der vil blive afholdt en kort ekstraordinær generalforsamling, men det ene punkt på dagsordenen.
Til bestyrelsen var der genvalg af Kaj Mathiassen, Jørgen Aagren og Karen Baggesgaard, og nyvalg af Ole Nielsen i stedet for Malene Mellergaard, der ønskede at træde ud på grund af manglende tid.
Generalforsamlingen blev afholdt sammen med varmeværket, og Per Therkildsen styrede de knapt 30 tilhørere sikkert gennem borgerforeningens dagsorden.
ÅB




