Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Vandkvaliteten i Østervrås haner er rigtig god

Kvaliteten af drikkevandet hos Østervrå Vandværk klarede sig gennem 2024 i flot stil. Til gengæld bliver der sparet på vandet, og det kommer til at smitte af på økonomien. 

Vandprøver udtaget i 2024 har været kanske flotte med måleresultater, der ligger indenfor de anførte minimums – og maximumsgrænser, indledte formand Jørn Aagaard sin beretning. 

– Året har været roligt og stabilt. Vi har også få lidt ny teknologi med udskiftning af vores PLC-styringstavler på vandværket. Det betyder, at det nu bliver lettere for personalet at styre diverse pumper m.m., både på værket og ude ved boringerne, ligesom evt. alarmopkald også vil gå direkte til vagthavende, oplyste formanden, der også øjner muligheden for, at strømforbruget kan reguleres via det nye system. 

Nye målere

Lovmæssigt er der krav om, at værket hvert år skal sende et parti digitale vandmålere ind til kalibrering – altså de skal kontrolleres for deres nøjagtighed. Det sker, når målerne er 9 år gamle, og i 2023 klarede alle de testede målere frisag. Til gengæld ser det lidt anderledes ud i indeværende år, hvor fire målere af i alt 120 ikke viste korrekt, og det betyder, at alle 120 målere står foran udskiftning i 2025. 

Vandforbrug 

I 2024 er der oppumpet 125.507 m3 råvand – en stigning på 3.401 m3 – Der er solgt vand: 119.759 m3 – solgt til Thorshøj 2.231 m3 – en stigning på 3.201 m3. Det giver et vandspild på 744 m3 svarende til 0.59 %, hvilket må siges at være super flot, konstaterede Jørn Aagaard. 

Tre nye forbrugere er kommet til i 2024, så der nu er i alt 910 forbrugere tilknyttet Østervrå Vandværk. 

I løbet af året er der udskiftet ca. halvdelen af ledningsnettet på Højlundsvej nr. 2-20, og den resterende del udskiftes i indeværende år. Derudover har der kun været tale om udbedring af små ledningsbrud i løbet af året. 

Prisstigning

Prisen på vand stiger med 2,00 kr. i 2025 fra 8,50 kr. inkl. moms til 10.50 kr. pr. m3, mens målerlejen fortsætter uændret på 625 kr. – Årsagen til stigningen er, at det generelt lavere forbrug af vand, øgede udgifter til energi, vandprøver, udskiftning af vandmålere, indsatsplaner m.m., forklarede formanden. 

Digital service 

I 2025 kommer vandværket med på varmeværkets digitale overvågning og aflæsning af målere – en etableringsudgift på 225.000 kr., som deles ligeligt med varmeværket. – Jeg vil også gerne henvise til vores hjemmeside: www.9750vandogvarme.dk, som hele tiden er opdateret. Her kan du bl.a. se resultater af vandprøver, lød opfordring. Vi har også en Facebookside, som vi bruger til at orientere om lukninger, brud og bl.a. også generalforsamling. Nyt er det, at vi fremover også kan sende en SMS til de berørte forbrugere, hvis der sker ændringer i forsyningen – betinget af, at vi har fået oplyst dit mobilnummer, forklarede Jørn Aagaard. 

Generalforsamlingen havde i øvrigt samlet rigtig god tilslutning.  

ÅB

Populære artikler