
Beboerne på Østervrå Ældrecenter har nydt den danske sommer sammen med De Frivillige også selv om vejret ind imellem kom lidt på tværs.
De Frivillige og beboerne på Østervrå Ældrecenter har sendt en lille sommerhilsen for at fortælle, hvad de har fået sommeren til at gå med. – Vi havde jo planer om at den store fine parasol, som Sparekassen Danmarks Fond har sponseret, skulle indvies med en hyggelig grillaften på tagterrassen, fortæller frivillig Anna Margrethe Holmenlund, desværre måtte vi, som så mange andre, ændre lidt i vores planer, for vorherre lod regnen falde tæt, og grillmenuen måtte i stedet nydes indendørs.
Til gengæld var der lidt mere held med vejrguderne, da turen et par gange gik til Sæby Havn, hvor vi endda var så heldige, at få musikalsk underholdning. Volstrup Harmonikaklub holder nemlig faste øveaftener på havnen om sommeren, fortsætter Anna Margrethe. Det blev især en helt særlig oplevelse for beboer Erik W. Hansen, som tidligere har været aktiv musiker i klubben, og derfor fik et glædeligt gensyn med sine gamle orkestervenner. – Vi nød den medbragte aftenkaffe og kage, samtidig med at vi så og hørte flaget blive spillet ned, slutter Anna Margrethe.
Nye planer
I august måned holder De Frivillige og beboerne et planlægningsmøde, hvor alle kan komme med ideer og forslag til aktiviteter i det kommende efterår og vinter.
ÅB




