Mange små og store indianere på spil i Hørby forleden
Årsagen til det festlige syn med masser af glade dagplejebørn og dagplejere, der var tryllet om til farvestrålende indianere med flot fjerprydelse på hovedet og masser af farver i ansigtet og sejt indianertøj var, at det jo var den sidste fredag i maj og det er de private dagplejeres dag over hele landet.
I Hørby er der 4 private dagplejere og de kom kørende med deres flot pyntede barnevogne og havde inviteret avisen til at være med til at fejre dagen.
Temaet for i år var indianere og så var der jo også Hørbyslangen og de havde malet og klippet og klistret hele ugen for at være klar til dagen.
Vi vender lige tilbage til Hørbyslangen for den kan man se på pladsen ved Letkøbmanden og den er lavet af masser af flotte malede sten af forskellig størrelse og alle er velkomne til at gøre slangen længere ved at lægge endnu flere sten til slangen.
Solen skinnede over parkeringspladsen ved Hørbykøbmanden den her formiddag og humøret var højt både hos alle dagplejebørnene og hos de 4 dagplejere: Tina, Carsten, Lene og Birgit.
Der blev sunget indianersange og råbt hurra for Dagplejedagen og så havde Hørby Borgerforening sponsoreret is til alle her på Dagplejedagen.
Herefter gik man i optog op til stadion, hvor de skulle spise madpakker – indianermad – fortalte de og de skulle spille bold med balloner, inden de skulle hjem og sove middagslur oven på en dejlig formiddag, hvor de fejrede dette års Dagplejedag for alle private dagplejere.
Jo-Jo