Vejret viste sig fra den sommerlige og en smule blæsende side forleden, da Dybvad Ældrecenters beboere og ældre fra byen holdt sommerfrokost i Søparkhuset. Man valgte efterfølgende at drikke kaffen udenfor og hertil blev der serveret is – sponsoreret af Dybvad Borgerforening. Man nød udsigten i fulde drag og inde i sivene kunne man se svanemor med sine svællinger – et flot og betagende syn – det er vist også en del år siden, man har kunnet se svaner med unger i søen her.
Der var i alt 39 deltagere i frokosten og Hyggeholdet og de ansatte, der var med, sørgede for, at det hele klappede og man må sige, at stemningen var god og sommerhumøret højt.
Der blev iøvrigt serveret kold kartoffelsalat og lune frikadeller m. diverse drikkevarer til og som ovenfor nævnt også kaffe og is til at runde en vellykket frokost af med.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen




