Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Lykken er brandbil og vandpytter

Hvad mon egentlig frister mest? En stor rød brandbil eller en spejlblank vandpyt? Det er der vist ikke noget entydigt svar på, men helt sikkert er det, at vandpytter kan overvinde selv den største skepsis. Det var lige det, der skete forleden, da De private Pasningsordninger besøgte den lokale brandstation i Østervrå. 

Det var ikke det største mod, der prægede de små poder, da de stod overfor den store røde brandbil, men det skulle vise sig, at brandmand Karsten Lykkegård havde den magi, der skulle til at sætte gang i de små. En brandsprøjte, der lige kunne lave spejlblanke vandpytter på gulvet, hvem kan stå for det. 

Så var ”festen” i gang. Børnene soppede løs, og efterhånden fik de også mere og mere mod på at udforske brandbilen, og de fleste af børnene kom også op og sidde i førerkabinen. UHA! Der var mange dejlige dimser, knapper og andet spændende grej, som det var rigtig svært at lade være med at pille ved. 

Små brikker med blåt blink var også et stort hit, og flere fik også et ægte brandmandslook, da de prøvede de små røde brandhjelme. 

Tiden flyver af sted, når man har travlt med at afsøge hver en lille krog af brandstationen og i brandbilen, lege fangeleg og plaske med vand. 

– Vores gode brandmandsven Karsten sluttede af med at vise, hvor langt vandkanonen kan sprøjte, og vi fik selvfølgelig også et sidste traditionelle farvel, fortæller Anette Jensen fra Anettes Private Pasningsordning. Da vi stod udenfor brandstationen, tændte Karsten alle brandbilens horn, og selv om det gav et lille bitte forskrækket sæt i nogle af børnene, så var det afgjort et ekstra stort plus til en helt perfekt formiddag.   

ÅB

Populære artikler