
Et opslag på Facebook med anmodning om økonomisk støtte til et vægmaleri på Østervrå Ældrecenter har i løbet af bare ét døgn skabt mulighed for, at Den Bette Maler, Charlotte Rømming fra Sæby kan gå i gang med at give nyt liv og kulører til en væg på centret.
Vi har tidligere skrevet om de to ildsjæle Lotte Aaen Christensen og Nina Vestergaard Pedersen og deres engagement i at friske omgivelserne op på Østervrå Ældrecenter. De to har i den seneste tid haft travlt med at indrette med de ting, de har købt for omsætningen ved loppemarkedet i september.
Nu er der igen nyt fra de to gæve piger, som har taget kontakt til kunstner Charlotte Rømming i Sæby, og spurgt hende, om hun kunne tænke sig at sætte liv og glade farver på en væg.
Charlotte Rømming synes så godt om projektet, at hun har tilbudt sine kunstneriske evner uden betaling, bortset fra udgifter til indkøb af materialer og belysning. – Jeg synes, at det er et smukt og vigtigt stykke frivilligt arbejde Lotte og Nina har gang i, og det vil jeg gerne støtte, forklarer Charlotte Rømming.
Stor opbakning
I lørdags lagde Charlotte et opslag på Østervrå Borgerforenings Facebook, hvor hun skitserer projektet og opfordrer til at støtte med beskedne beløb – en lille skilling til et STORT kunstværk. Opslaget blev delt flittigt, og de økonomiske bidrag lige så flittige, resultatet er, at Charlotte, søndag morgen, til sin stor glæde kunne fortælle, at beløbet på 3.000 kr. var tikket ind via MobilePay, og hun nu skal male et vægmaleri til beboerne på plejehjemmet i Østervrå.
Glade ildsjæle
Lotte Aaen Christensen og Nina Pedersen er naturligvis ovenud lykkelige og glade for, hvor hurtigt det er gået med at indsamle pengene. – Ja, det er så fedt, lyder det fra Lotte, og der bliver også råd til en lysskinne med en spot, der skal lyse direkte på maleriet.
Charlotte Rømming er allerede i gang med at planlægge, hvad hun vil male. – Tanken er at give de ældre en “dansk sommerdag” med højt til himmelen, kornblomster, valmuer, solsikker og en udsigt over markerne, som da de var unge og aktive i og omkring Østervrå og Thorshøj, fortæller Den Bette Maler.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår arbejdet går i gang, men avisen har planer om at følge op på projektet.
ÅB




