Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Byfornyelse er på vej til Østervrå bymidte

I løbet af de næste 6-7 uger forsvinder de tidligere produktionslokaler på adressen Søndergårdsvej 9 B i Østervrå. Ejerne Inge Christensen og Bent Jørgensen har gennem en årrække forsøgt at sælge ejendommen, men forgæves. Det er det lokale nedbrydningsfirma SCO Service, der kommer til at stå for nedrivningen, som går i gang inden for ganske få dage. 

I seks år har den 1.000 kvadratmeter store produktionsejendom stået tom, og nu har ejerne Inge Christensen og Bent Jørgensen taget en svær beslutning. – Vi har i flere år haft vores ejendom til salg uden at det er lykkedes at komme i mål med en handel, fortæller parret, som nu er nået til den konklusion, at der bliver nød til at ske noget andet. 

Der har ellers været pæn interesse for både den private bolig og produktionslokalerne, men hver gang uden et endeligt salg. – Det er ikke muligt at stykke erhvervsdelen fra privatboligen, og det er her det strander, forklarer Inge Christensen. Der har været interesse for begge ejendomme samlet, men så kan køber ikke låne til erhvervsdelen, eller køber er kun interesseret i erhvervsdelen, og det er jo ikke en mulighed, lige som det heller ikke har været muligt kun at købe privatboligen. – Vi synes, at vores private bolig er blevet alt for stor til os to, nu da børnene er flyttet hjemmefra, og efter mange forgæves tilløb til en handel, har vi mistet troen på, at det er muligt at sælge ejendommen, som den står i dag, så derfor har vi valgt at lade erhvervsdelen rive ned, lyder forklaringen. 

Foder og mad
Den store erhvervs- og privatbolig blev i 1972 bygget af købmand Ole M. Nielsen, som en del af Hedegaards kornlager og butik. Ruth og Ole M. Nielsen bosatte sig i en årrække i privatboligen indtil de i 1986 solgte til Top Ti Køl & Frost v/Oskar Christensen, som havde sin administration og kølelager i bygningerne. Køleafdelingen blev solgt fra i 1996, og herefter rykkede et tærtebageri ind i bygningerne. Tærterne blev byttet ud med en produktion af fiskepølser, som en slagter fra Sæby gav sig i kast med. Senere flyttede Dansk Madservice ind i bygninger, og senest har en produktion af brød fra Sunt og Godt haft til huse på adressen. 

Nyt håb
Det er det lokale nedbrydningsfirma SCO Service ved Ole Christiansen, der kommer til at stå for nedrivningen, som er planlagt til at tage sin begyndelse inden for ganske få dage. SCO Service forventer at ejendommen vil være helt væk hen mod slutningen af august måned. 

Området vil efter nedrivningen få et helt andet udtryk, og den tomme grund får status som et attraktivt og bynært areal. En byfornyelse, som Inge og Bent håber vil gøre det betydeligt lettere at sælge deres privatbolig, og efterfølgende er det deres plan at søge om lov til at udstykke den snart tomme, tidligere erhvervsgrund, til to byggegrunde. De vil selv bygge på den ene grund og den anden bliver sat til salg. 

ÅB

Populære artikler