Af Jørgen Peder Clausager
Vandværkets fornyelse, som fandt sted 1948-49, omfattede nybygning af pumpestationen med pumpe-, hydrofor- og filteranlæg samt overgang til fuld eldrift med fire elektromotorer og anskaffelse af en benzinmotor som back-up ved strømsvigt (hydrofor: vandbeholder under tryk). Vindmotoren blev solgt, og grunden med vandbeholderen (der nu blev overflødig) på Mellergaards Bakke blev for 1.500 kr. solgt til skomagermester Jens Anton Hansen, som opførte sin bungalow klos op ad beholderen, der tilsyneladende blev indrettet til garage.
På generalforsamlingen i 1949 kunne togfører Laursen så med tilfredshed berette, at vi nu havde et moderne og godt vandværk. På pumpehuset blev der opsat navn, og den gamle centrifugalpumpe blev opstillet udenfor huset. Ved det følgende års generalforsamling bød Laursen velkommen til pressens repræsentant, og efter forsamlingen var vandværket vært ved et kaffebord.
I 1951 foretog man en optælling af vandhaner, og ”fandt” et betydeligt antal uregistrerede haner – så mange, at de indbragte 477 kr. i ekstra afgift.
Omkring 1950 hører vi om nogle nye forbrugere: fryseboksen, fællesvaskeriet og ”Kolonihaveforeningen Fritiden”. Ledningsnettet blev løbende fornyet og udbygget; men væksten i forbrugerantallet var alligevel så stor, at man i 1959 måtte forbyde havevanding; man flyttede derfor en boring og anskaffede to nye pumper. I 1961 leverede brøndborer Karl Sørensen, Frederikshavn, to nye pumper og to nye trykbeholdere til fire atmosfærers tryk; prisen er ikke nævnt i protokollen, men der blev opkrævet et ekstra kvartals vandafgift hos forbrugerne.
Da der i 1958 skulle nedlægges nye rør på Vinkelvej (den nuværende Nellikevej) omtales for første gang i protokollen ”plasticrør”, men de blev dog ikke taget i anvendelse ved denne lejlighed; der blev brugt eternitrør. PVC-rør blev første gang benyttet da den nybyggede Østervråhal skulle tilsluttes vandværket i 1970-72. – I 1964 krævede politimesteren i Sæby opstilling af tre nye brandopstandere og nye slangekoblinger på de eksisterende tre fra 1926.
I 1967 købes en nabogrund til vandværket for at sikre areal til fremtidige boringer, og der anlægges straks en ny boring. Man fornemmer, at byen har vokseværk; samme år – 1967 – etableres vandforsyning til indtil 20 nye grunde på arealerne fra Øster Søndergaard.
I 1970 opsættes der vandmålere hos Østervrå Brugsforening (nuværende Meny), Centralskolen og De gamles Hjem, og i fremtiden vil alle erhvervsvirksomheder og lign. få opsat måler. Samme år går man over til at opkræve vandafgift to gange om året i stedet for fire; fra 1979 blev vandafgiften opkrævet sammen med afgiften til varmeværket.
I 1970 havde vi den første kommunesammenlægning, og meget hurtigt begynder den nye storkommune at sysle med planer om overgang til kommunal vandforsyning i hele kommunen. Der afholdes i de følgende år et utal af møder desangående, men Østervrå Vandværks bestyrelse holder standhaftigt på selvstændigheden; i 1978 vedtager bestyrelsen udtrykkeligt og enstemmigt, at man ikke ønsker at lægge værket under de kommunale værker, hvis de nye boringer giver godt vand. Enden bliver, at der oprettes et ”vandråd” for Sæby Kommune, hvor anliggender af fælles interesse kan behandles; i 1981 oprettes der også et vandplanlægningsudvalg for regionen Søholt-Thorshøj-Try-Østervrå. Her kan lige indskydes, at Thorshøj Vandværk blev oprettet i 1934, og Try Vandværk i 1943. Hvornår det privatejede Søholt Vandværk er begyndt, har vi ikke kunnet opklare; men vi gætter på at dets rødder skal søges i det ligeledes privatejede mejeri, hvis drift ophørte omkring 1985, og som har kunnet forsynes de nærmest liggende ejendomme med vand fra sin boring.
Med Thorshøj etableres der et snævert samarbejde, således at Thorshøj-værket passes af Østervrå-værkets medarbejdere, og i 2000 kobles de to værkers ledningsnet sammen, så at man kan hjælpe hinanden i en nødsituation. – Fra 1980’erne og årene derefter kommer der flere anmodninger fra brugere under Søholt Vandværk om at blive tilsluttet Østervrå, og i 2004 tillader amt og kommune at Søholtværket nedlægges og alle dets forbrugere – det drejede sig om en snes stykker – tilsluttes Østervrå.
Ved smedemester Aksel Kristiansens afgang som vandværksbestyrer ved udgangen af 1970 bliver man enig med varmeværkets bestyrelse om at lade pasningen af vandværket overgå til varmemesteren, og 1972/73 sysler bestyrelsen med tanker om sammenslutning af de to værker. Der vedtages i den anledning en opløsningsparagraf i vedtægterne, men ved to generalforsamlinger i 1974 blev sammenslutningen forkastet – af 10 mødte medlemmer stemte 6 (altså 60%) for, men da der krævedes tre-fjerdedels flertal (altså 75%) for vedtagelse, kunne forslaget ikke vedtages. Heller ikke i 1984 blev en egentlig sammenslutning realiseret. Parløbet med varmeværket er imidlertid fortsat, så at såvel pasning af vandværket, vedligehold og udbygning af ledningsnettet samt regnskabsførelsen varetages af varmeværkets medarbejdere. Det sker til begge parters tilfredshed, og kan vel betegnes som et lykkeligt ”papirløst ægteskab”.
Fortsættes i næste uge
