
Tundra gav torsdag aften en stemningsfuld oplevelse til alle, der var i eller udenfor Østervrå Kirke.
Allerede ved ankomsten var der noget for sanserne, idet der denne aften var lys på kirken i skiftende farver. Indenfor var det almindelige lys erstattet med lyscollage og stemningen var sat fra begyndelsen.
Da koncerten så gik i gang, kom fem veloplagte musikere og en sangerinde frem og ønskede godt nytår – det var bandets første koncert i år og de planlægger en større tour i foråret, men havde altså sagt ja til at levere smagsprøver fra deres nye album, ”Alle er barn af nogen eller noget”, som udkommer 23. februar 2023.
Og hvis de ikke skulle være klar til touren allerede nu, lod de sig ikke mærke med det – det var vellyd fra start til slut. Repertoiret svingede fra helt stille ballader, hvor det kun var spansk guitar og stille sang til fuld volume på både sang og alle instrumenter – ind imellem med nærmest keltisk lyd. Et enkelt nummer med sitar – som jo ikke er et instrument, man lytter til hver dag.
Det er sangerinde Sofie Trolde der, med undtagelse af en enkelt af aftenens sange, skriver tekster og melodier og så laver vi arrangementerne i bandet, fortæller hun. Tekstuniverset kredser blandt andet om forholdet mellem afmagt og håb i en svær tid. Sofie Trolde var rigtig god til, med sine fortællinger imellem sangene, at tage os med ind i den situation, i hvilken sangene var blevet til.
Samtidig med at ørerne blev forsynet med vellyd, var der osse noget for øjenene idet ”Analog Glasur”, som er Mathilde Tougaard Hansen, lavede live analog visuals på overhead-projektor ved orglet. Det foregik helt konkret ved, at hun på en overhead -projektor (som vi alle kender fra vores folkeskoletid), havde glasfade og glasasietter med vand, olie, farve, glasskår og andre spændende ting på pladen og så lavede hun effekterne live ved at dryppe og hælde på, puste og vippe. Det gav en spændende stemning og stor effekt på kirkens hvide vægge.
Alt i alt en god oplevelse som efterfølgende blev afsluttet med et stående glas bobler og lidt knas i kirke og våbenhus.
KØH2




