
Det nedlagte plejehjem Aldersro i Flauenskjold er netop overtaget af Spira Autismecenter, der vil indrette et bosted for op til 20 beboere.
Folkene bag Spira Autismecenter havde i den anledning indbudt til informationsmøde vedrørende de fremtidige planer for stedet. Mødet foregik i Flauenskjold Hallens cafeteria, hvor halinspektør og byrådsmedlem Dennis Kvesel bød velkommen til de ca. 80 borgere der var mødt op for at høre om det spændende nye projekt, der vil skabe op mod 100 nye arbejdspladser til byen.
Spira Autismecenter driver i forvejen et bosted på Sjælland med 14 borgere samt et mindre bosted ved Voerså med 2 borgere.
Adm. direktør, og kommende daglig leder af centret i Flauenskjold, Pia Jennet redegjorde på udførlig vis for hvad autisme er, og hvilke planer man havde for det nye bosted.
Hun kunne fortælle at handlen med kommunen netop var faldet på plads, og at projektet dermed var en realitet. Nu følger en hektisk ombygningsperiode, inden de første borgere forhåbentlig kan flytte ind i løbet af februar måned.
De kommende beboere på Aldersro har alle diagnosen autisme, og vil være i aldersgruppen fra 12 år og opefter. Der er typisk tale om lidt usikre og sky mennesker, der har brug for struktur og forudsigelighed. Så der er absolut ingen risiko for at nogen farer rundt i byen på egen hånd.
Alt mad vil blive lavet på stedet, og man agter selvfølgelig at handle hos den lokale købmand, bruge de lokale håndværkere, booke timer i idrætshallen samt i det hele taget bakke op om lokalsamfundet.
Borgmester Mikael Klitgaard var også tilstede, og han så yderst positivt på projektet. Det er godt for byen, og det er dejligt at der igen kommer liv i det gamle plejehjem, og han lovpriste det konstruktive samarbejde med folkene bag autismecentret.
Der herskede en meget positiv stemning, for det nye bosted, blandt de fremmødte borgere.
I det hele taget er Flauenskjold inde i en meget positiv udvikling med nybyggeri, byforskønnelse, et rigt foreningsliv samt nu etableringen af endnu et bosted til gavn for hele byen.
Dennis Kvesel har i den anledning været en vigtig drivkraft i denne udvikling, og i samarbejde med borgmester Mikael Klitgaard, og deres bagland, har han medvirket til at skabe politisk opbakning for salget af Aldersro til Spira Autismecenter.
Det bliver spændende at følge det nye autismecenters videre forløb.
IS




