
Det vrimler med nisser i de to butiksvinduer på Hjørringvej 464 i Østervrå. Her har museumsinspektør Carl Børge Hansen fundet alle sine nisser frem, og de repræsenterer hver især et lille stykke kulturhistorie.
Carl Børge Hansen har ikke tal på, hvor mange nisser han har, men han kan fortælle lidt historie om flere af dem – hvem han har fået dem af, og hvad de er blevet brugt til.
I det ene vindue er der f.eks. en kirke i træ, og en nisse på cykel, som tidligere har været med til at sprede julestemning hos købmand Urth. To andre nisser står flot i butiksdøren med hver sin tændte lygte, og imellem dem ses en gammel nisse i en rød vogn. – Nisserne med lygter har jeg fundet på loppemarked, og den fine nisse i midten er en gave fra en anonym giver, fortæller Carl Børge, og sådan er der lidt at fortælle om de fleste nisser.
Nogle af nisserne er helt sikkert hjemmelavede, mens andre er købt færdige, men til sammen er de et billede på vores fælles kulturhistorie.
Julekalender
ØVIs Venner solgte også julekalendere i 1988, og den havde også dengang indlagt 24 gevinster, som var sponsoreret af det lokale erhvervsliv. I denne sammenhæng er det både interessant og måske også lidt vemodigt at tage et kig på, hvilke forretninger og virksomheder, der var i byen på den tid, og hvor mange af dem (eller hvor få), der stadig er her. Læg også mærke til den lille detalje, at ØVIs Venner, nederst på kalenderen, reklamerer for deres juletræsfest mellem jul og nytår
Se udstillingen
Hvis du skal ud og trække lidt frisk luft her i juledagene, så kunne du jo lægge vejen forbi Østervrå Museum, og se den fine udstilling. Det kunne også give anledning til en god snak generationerne imellem om jul, traditioner og nisser. Måske kunne der også gå helt sport i at tælle, hvor mange nisser, der har sneget sig ind i Østervrå Museum?
ÅB




