Forrest fra venstre: Sonja Madsen, Lone Beck Jensen, Thorshøj, Lisbeth Olesen.
Efter at have forceret kloakudgravningerne i vores villakvarter, stod pludselig i efteråret 2016 min tidligere fodboldelev/-kammerat Hans Ove Olesen foran vores dør. Hans Ove er søn af afdøde Astrid og Jens Olesen, Østervrå Tømmerhandel.
Ærindet var, at han ville ”brokke sig” over mine barndomserindringer i ”Spejlet”! (Spejlet er Østervrå Lokalhistorisk Forenings medlemsblad). Jeg havde ”glemt” at skrive noget om vores aktiviteter i fodboldlivet i Østervrå. En undskyldning var, at ”Barndomserindringerne” sluttede stort set ved afslutning af min skolegang og berørte kun periferisk, hvad der herefter skete. Men herefter fik ”de gode gamle dage” – første halvdel af 60 érne – en ordentlig omgang.
Som genskær på ”Spejlet” fik jeg mange positive tilbagemeldinger, hvoraf et par særlige henvendelser beskrives senere.
Når livet rinder ud forsvinder fremtiden – til gengæld dukker flere minder frem og fortiden bliver mere interessant.
Årene gik og lysten til at skrive noget forstærkedes, måske af en tidligere opfordring, måske som følge af corona-situationen, måske som følge af en ”Mæhle-succes”, hvilket muligvis har sat flere af mine 60-årige minder i lidt skarpere relationer og som minder mig om, at jeg stadig har noget hjerte for Østervrå.
Det meste af det skrevne er som jeg tænker og husker – skrevet fra hjertet og mindre efter journalistiske regler. En del har jeg konkretiseret ved hjælp af output fra 40-års og 50-års jubilæumsskrifter, et par enkelte numre af ØVI-Bladet, masser af gamle fotos samt en lille lommebog.
Dernæst skal nævnes, at min tilværelse som offentlig ansat er beskrevet andetsteds med titlen: 38 år – ”i evig hvile”. Mine erindringer bliver derfor – stort set – over en 10-årsperiode (1954-1964) min fritid samt mindre job indtil 1. maj 1956, fra hvilken dato jeg blev ansat på kommunekontoret i Østervrå.
For at komme i gang, vil jeg bevæge mig lidt tilbage i tiden – også med lidt barndomserindringer.
Som 8-årig tog min far mig med til en ”rigtig” fodboldkamp mellem Morild og Østervrå, som blev spillet på den tids fodboldstadion ved ejendommen ”Kneer” – lidt øst for Morild. Resultat husker jeg ikke, blot at et par onkler deltog. Herefter fik jeg ofte lov til at se fodboldkampe i Østervrå.
Et minde er sommerfesterne i anlægget med tivoli, optræden af lokale borgere, boder i alle afskygninger og masse halløj. Ligeledes en stor frihedsfest i sommeren 1945 med masser af dannebrog, sange og taler af bl.a. læge Børge Nielsen, Lendum, som under krigen havde været interneret i Frøslevlejren.
I dagene efter krigens afslutning 5. maj 1945 opholdt der sig et stykke tid en del engelske soldater i landet – de skulle vel være med til at holde ro og orden efter befrielsen, mens landet var lidt i ekstase.
Et populært arrangement i fodboldklubberne var at stille et kombineret hold til at spille en fodboldkamp mod et hold engelske soldater. En søndag eftermiddag fik jeg tilladelse til at tage til en sådan fodboldkamp i Østervrå. Det blev dog en skuffelse, idet englænderne ikke mødte op – hvorfor vides ikke. En lignende kamp blev dog senere gennemført på Thorshøj stadion, som jeg også fik lov at overvære. Denne kamp mindes jeg målmanden Erik Ejnar (”Bødkeren”) i hopla.
Et populært indslag i idrætsuger kunne være en kamp mellem et kombineret hold af spillere fra omegnsklubber mod et højere rangerende hold. Jeg så spillere fra forskellige klubber som ”fjender”, men når nogle af dem spillede på samme hold var det for mig noget stort. En kamp mindes jeg mellem Sæby mellemrække og et kombineret hold med bl.a. en ung ildsjæl og målmand Henry Jønsson fra Syvsten, Frode Bock, Thorshøj og bl.a. vores egne Verner Christensen og Karl Gulvad.
I ”Spejlet nr. 81” har jeg beskrevet mine første fodboldkampe i lynturneringen: Thorshøj, Søholt og Østervrå.
Erindringen om mit fodboldliv i drengeårene er dog en del tåget. Vi spillede vel nogle kampe mod naboerne hist og pist – måske i forbindelse med nogle idrætsuger. En enkelt kamp mindes jeg udmærket. Måske som 13-14-årig cyklede vi som drengehold til Sterup. I pausen i en kamp blev jeg puttet ind i målet i stedet for en anden målmand. Hvem og hvorfor er uvist – måske kunne jeg gøre mere gavn i ”kassen”? eller lave færre ulykker i marken? Det må have gået rimeligt godt – mit fodboldliv fremover blev stort set som målmand. En superliga-karriere udeblev dog.
Hvor har jeg dog mødt et utal af fodboldkammerater og venner gennem de mange år – bl.a. også klassekammerat gennem hele min skoletid – bl.a. Ove Svendsen med mange flere.
Da vi drenge efter en aftenskamp cyklede hjem fra Sterup, glemte vi at dreje fra til Mylund. Vi var faret vild, men en beboer fortalte os, at vi var havnet i Rolighed ved Tranget. Vi fik anvist en rute til Østervrå, som vi nåede i mørkningen.
Nogle af de kampe som drenge- og juniorspiller og som målmand jeg mindes og som voldte mig store kvaler var kampe mod for eksempel Thorshøj med Oluf Fischer og Elbo Knudsen som giftige angribere – ligeledes Syvsten med Poul ”Bager” Hansen (senere 1. divisionsspiller i Frederikshavn). Som senior i årene fremover havde jeg mit hyre med mange af angriberne fra de sædvanlige naboklubber, især i Østvendsyssel. En spiller, som jeg bl.a. husker og kendt mange år frem, var fra Hørby, der havde mange rigtig dygtige spillere, og som regel spillede en række højere end Østervrå. Spilleren Kjeld Pedersen (Højen) var en meget dygtig spiller, hvilket vel er nedarvet til et barnebarn (Joakim Mæhle!).
En gang om året mødtes et pige-håndboldhold og et drenge-fodboldhold fra de 4 realskoler i Sæby, Dronninglund, Dybvad og Østervrå. I mit sidste skoleår havde jeg fornøjelse at deltage som målmand. I første omgang mødte vi Dronninglund, som var et år ældre end os, og som gav os en ”sæk”, hvorefter vi mødte Dybvad, som havde tabt til Sæby. Denne kamp var mere jævnbyrdig, men vi tabte. En enkelt gang spillede vi mod Hjørring private Realskole.
Efter at vi havde spillet en juniorkamp ved en idrætsuge i Kirkholt, blev Lasse ”Råholt” Rasmussen og jeg headhuntet til en efterfølgende seniorkamp, hvor der manglede et par spillere. Vejret var regnfuldt og en meget tung bane og en meget tung og gammeldags læderfodbold (med snøre?). Efter kampen kunne Lasse ikke huske resultatet af kampen – han var helt groggy. Det viste sig, at han havde headet til en meget tung læderfodbold!
Ved afslutning af min skolegang i juni 1950 blev det diskuteret, hvorvidt jeg skulle videre til gymnasiet. Dette ville dog blive til yderlige 3 års skolegang med en økonomisk belastning. Resultatet blev en ansøgning om en elevstilling i Sæby Bank – Østervrå filial. Da det gik op for mig at min kammerat Ove Svendsen også havde søgt, indså jeg at slaget var tabt.
I stedet blev det til start på en alsidig landbrugsuddannelse som en medhjælper/markarbejder hos Anna og Kr. Jensen, Try Vestergaard, en ejendom på godt 100 tdr. land. Endnu ikke traktor, men 5 stk. heste. Enkelte opgaver blev der dog udført af maskinstation. Folkeholdet bestod af en tjenestepige, gift fodermester, forkarl og en 2. karl samt mig selv som ”Bæls”. Ansættelsen varede indtil 1. november 1951.
Fortsættes i næste uge…
