
I Flauenskjold er der tradition for at byens store juletræ bliver tændt den 1. søndag i advent. Og i år var ingen undtagelse.
På slaget 16.30 blev der talt ned af julemanden med god hjælp fra de mange fremmødte børn.
Eftermiddagen igennem havde der dog været stor aktivitet på pladsen foran købmanden.
Min Købmands store juletombola var forholdsvis hurtigt udsolgt, og indbringer helt sikkert en god skilling til butikkens drift.
Borgerforeningen uddelte gløgg og æbleskiver, og der var flot fremmøde af byens børn og voksne.
Formanden for Min Købmand Flauenskjold Poul Lyhne modtog en check fra borgerforeningen på kr. 3.500. Borgerforeningen havde således udloddet 20 kr. fra hvert tegnet medlemsskab af foreningen, til støtte til købmandsbutikkens øgede el-udgifter. En flot gestus og checken blev overrakt af borgerforeningens kasserer Knud Christensen.
Indenfor havde børnene mulighed for at lave sin egen juledekoration, hvilket mange benyttede sig af. Alt i alt en hyggelig og velbesøgt eftermiddag i Flauenskjold.
Tekst og fotos: IS




