
Sognepræst Henrik Bang-Møller fra Skagen-Hulsig pastorat er gæst til det næste Tirsdagstræf 22. november i Østervrå Frikirke, hvor han vil fortælle om den tid på året, hvor kirke og folk samt kirke og hjem er tættest knyttet til hinanden.
Henrik Bang-Møller kalder sit oplæg ”Jul i kirke og hjem”, og skriver følgende: Ikke så snart er sommerens lyse dage ebbet ud, før vi atter vender os mod lyset. Nu ikke længere mod moder sol, men mod de lys, vi selv tænder. Danskerne hører faktisk til de folkeslag, som har et rent ud sagt umådeholdent forhold til levende lys fra almindelige stearinlys til fyrfadslys. Man kunne måske sige, at vi tænder de mange små lys, når det store lys – solen – under os færre timer i løbet af dagen.
Julen fejrer vi som bekendt i både kirke og hjem, og på intet tidspunkt i løbet af året er kirke og folk samt kirke og hjem så tæt knyttet til hinanden som i juletiden.
Vi skal høre om julens forberedelser i både kirke og hjem, synge julesange og julesalmer, og der er nok at tage af.
Vi skal selvfølgelig også høre om det undseelige lys, der tændtes julenat i en krybbe i Betlehem, og som var så stærkt, at mørket ikke kunne gribe det. Dét lys tændes ved tro, håb og kærlighed tilmed inde i et hvilket som helst menneskehjerte, hvori det vil skinne i al evighed.
Det er gratis at overvære foredraget, og der kan købes kaffe og kage.
ÅB




