
”Så syng da, Danmark, lad hjertet tale”
Det er titlen på en sangaften som Østervrå sogns aktivitetsudvalg arrangerer torsdag den 17. november i Østervrå Kulturhus. Henrik Strøm kommer og betjener klaveret og til det er den herre yderst kompetent, idet han er organist i Sæby Kirke og fhv. kirkemusiker, i Abildgaard Kirke, hvor han nu er korleder for det rytmiske voksenkor Blue Note.
Der inviteres til en sangaften i selskab med den nye højskolesangbog. Vi synger, at hjertesproget er vers og sang, og samtidigt begrunder vi ofte vore personlige valg med udtryk som: ”jeg følger mit hjerte…” I fællessangen knyttes vi som enkeltindivider sammen med de store fællesskaber, hvad enten der er tale om kirken eller samfundet i mere bred forstand – man kunne meget poetisk sige, at i fællessangen synger vi hjerterne i takt. I højskolebevægelsens første tid, var der måske ikke så meget at være i tvivl om, hvad angår de store identitetsmæssige spørgsmål: man talte ikke om religiøs mangfoldighed, men om Kirken med stort K, og man var nok heller ikke så søgende hvad angår køn og seksualitet, som tilfældet er i dag.
Hvordan står det så til med den identitetsbårne fællessang i en nutid, hvor vi opfatter de store identitetsmæssige pejlemærker som flydende? Den ”nye” højskolesangbog altså den 19. udgave er på mange måder et fint tidsbillede med tekster, som kredser om det at være menneske i 2020’erne. Kom og vær med til en sangaften med højskolesangene i centrum, og mærk at fællessangen stadig rummer hjertets sprog.




