
En længerevarende proces har fået et tilfredsstillende resultat, som skal sikre fremtiden for Hellum Multihus, som samlingssted for byen og oplandets borgere. Fremover tilhører multihuset Foreningen Hellum Multihus.
Hellum Idrætsforening har overdraget Klubhus og Multihuset til en nystiftet forening, Foreningen Hellum Multihus. I mange år har det været et ønske for Hellum at sikre huset i fremtiden, som et samlingssted for borgerne. Multihuset er nu blevet en selvstændig enhed uafhængig af idrætsforeningen og de andre foreninger i Hellum. – Det har været en langvarig proces med mange møder mellem foreningerne og borgerne, men nu er det hele faldet på plads, fortæller Bjarke Steen Larsen fra Hellum Idrætsforening. Salgsprisen blev aftalt til 1 kr., og Foreningen Hellum Multihus har fået skødet på bygningerne pr. 3. maj 2022.
Hellum Idrætsforening eksisterer forsat som en selvstændig forening med egne aktiviteter. – En økonomisk byrde er fjernet fra idrætsforeningens skuldre, nu kan vi koncentrere os om vores primære opgaver – at lave idræt og andre aktiviteter for borgerne i Hellum, understreger Bjarke Steen Larsen, frem over lejer idrætsforeningen sig ind i Klubhuset og Multihuset på lige fod med andre foreninger og personer, og vi vil ønske Multihuset al mulig held og lykke fremover.
ÅB




