
Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen er tildelt udmærkelsen Ridder af Dannebrogsordenen. Borgmesteren er stolt over udnævnelsen, som hun opfatter, som en anerkendelse af sine mere end 20 år i kommunalpolitik.
Det strømmer i disse dage ind med lykønskninger til borgmesteren fra alle sider bl.a. i forskellige medier, og selv lægger Birgit Hansen ikke skjul på sin glæde og stolthed over udnævnelsen. – Jeg ser det som en anerkendelse af en indsats for kommune-Danmark, fortsætter borgmesteren, som har været aktiv i kommunalpolitik i over 20 år.
Birgit S. Hansen har været byrådsmedlem siden 1. januar 2002 – først i Sæby Kommune frem til sammenlægningen i 2007, og herefter i Frederikshavn Byråd. I 2014 blev hun valgt, som Frederikshavn Kommunes første kvindelige borgmester, og i 2017 blev hun genvalgt, så overbevisende, at hun blev en af landets største stemmeslugere med 14.843 personlige stemmer. I 2021 opnåede hun igen et overbevisende genvalg, og er nu i gang med sit 8. år som borgmester.
Birgit S. Hansen hylder princippet om at være en synlig borgmester, der gerne stiller op og repræsenterer kommunen. Hun har i sine år i politik oparbejdet et stort netværk i og uden for kommunen. I kommunen er hun som borgmester født formand for økonomiudvalget, og derudover bestrider hun adskillige poster, bl.a. er hun medlem af KLs bestyrelse og formand for KL Miljø- og Forsyningsudvalg.
Den ærefulde udnævnelse er ikke ukendt i borgmesterens familie. Tidligere har Birgit S. Hansens far Svend Hansen fået tildelt Ridderkorset for sine 37 år i Sæby Byråd.
Borgmesteren vil få Ridderkorset overrakt i midten af juni måned ved en mindre sammenkomst i kommunen.
ÅB




