
Et Menighedshus er ved at blive indrettet i den tidligere Jerslev-Østervrå Friskole, og det giver helt nye muligheder for aktiviteter hos menigheden i Østervrå Adventistkirke.
Gulvene er væk, væggene er væltet og en stor limtræsbjælke er sat op som afstivning i det, der tidligere var fire klasseværelser på Jerslev-Østervrå Friskole. Det nye 100 kvadratmeter store rum skal på sigt blive til et fælleslokale i et kommende Menighedshus. – Vi har længe diskuteret, om vi da ikke kunne udnyttet de mange skønne kvadratmeter til glæde for kirkens menighed, og nu er vi godt på vej, fortæller Finn Nielsen og Niels Jacob Øster Lund fra Adventistkirken. Ud over det store fællesrum bliver der også et mødelokale, der f.eks. også kan fungerer som anretterværelse med sin beliggenhed tæt på køkkenet.
Frivillige kræfter
Arbejdet med etableringen af det nye Menighedshuset udføres stort set af frivillige kræfter fra menigheden, og det er håbet, at de nye lokaler kan stå færdige til 1. august.
De ekstra kvadratmeter skal bl.a. benyttes til fællesspisning for menighedens ca. 100 medlemmer én gang om måneden, men også kirkens mange andre aktiviteter kommer til at foregå her. – Vi har jo tidligere benyttet vores gymnastiksal til alle disse ting, men den huser nu vores hjælpeprojekt Adventisternes Hjælpearbejde (AHA), forklarer Finn Nielsen.
Friskole og kirke
Jerslev-Østervrå Friskole blev etableret i 1960 og udvidet i 80’erne med flere klasseværelser og i en kort periode var der også børnehave indtil skolen lukkede i 2015.
Adventistkirken på Høngaardsvej i Østervrå blev indviet i september 1950, senere er den blev renoveret og tilbygget i flere omgange. Kirken holder ugentlige gudstjenester på lørdage med forskellige prædikanter. Gudstjenesterne er tilgængelige på nettet via livestreaming.
Adventisternes Hjælpearbejde (AHA) er indsamling af tøj, som fortrinsvis sendes til Serbien. Hjælpearbejdet har eksisteret i 27 år, og i årenes løb er der også indsamlet forsendelser til adskillige andre lande alt efter forespørgsler og behov. Søndag den 10. april sender AHA en lastbil af sted fra lagret med kurs mod Serbien.
ÅB




