
Hovedbestyrelsen for Flauenskjold Idrætsforening har konstitueret sig med Danny Rosenkilde som ny formand.
Danny er 55 år og bosiddende i Flauenskjold, og er et særdeles velkendt ansigt i idrætsforeningen. Danny har således igennem 40 år været aktiv i foreningen på en eller anden vis.
Først var det som målmand på 1. holdet i fodbold, og senere som både spiller og træner i håndboldafdelingen. Han var også i en årrække kendt som en omhyggelig stadioninspektør.
Der er således tale om en ægte klubmand, der nu tager endnu en tørn i den lokale idrætsforening.
Danny vil som ny formand især arbejde på at få beskrevet alle samarbejdsaftaler og procedurer for idrætsforeningens opgaver, for derved at skabe gennemskuelighed, til glæde for såvel nuværende som kommende bestyrelser og udvalg.
Hovedbestyrelsen for Flauenskjold Idrætsforening består endvidere af Karsten Mikkelsen (næstformand) samt Henrik Christiansen. Herudover tegnes foreningen af økonomiudvalg, sportsudvalg, sponsorudvalg samt aktivitetsudvalg.
IS




