Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Generalforsamling i fitness og hallen

Torsdag i sidste uge blev der afholdt de årlige generalforsamlinger i Flauenskjold Fitness og den Selvejende Institution Flauenskjold Hallen.

Flauenskjold Fitness
Formand Peter Pilgaard bød velkommen og kunne i sin beretning fortælle at man i løbet af året havde lavet en rokade i bestyrelsen idet den hidtidige formand Birgitte Lorentzen havde overtaget kassererposten. 

Peter Pilgaard kunne endvidere berette at man i bestyrelsen havde forsøgt at tiltrække nye medlemmer, ved efter bedste evne hele tiden at have medlemmerne med på råd med hensyn til aktiviteter og indkøb af redskaber.

Foreningen har pt. 130 medlemmer, men man håber at medlemstallet vil stige som følge af de nyoprettede yogahold. Herudover har der i årets løb været godt gang i spinning, jumping, 60+, og udendørs crossfit. Der har endvidere været cirkeltræning to gange om ugen. Der er også startet et såkaldt ”mandehørms” hold op.

I november måned blev der afholdt ”spinningevent” for at sætte lidt fokus på foreningen. Peter Pilgaard takkede til sidst medlemmer, instruktører og bestyrelses kolleger for godt samarbejde.

Kasserer Birgitte Lorentzen fremlagde regnskab og budget. Forsamlingen kunne konstatere at foreningen har en sund økonomi.

Der var en enkelt lille vedtægtsændring på dagsordenen. Flauenskjold Hallens fødte repræsentant bliver ændret til et normalt generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem.

Til bestyrelsen var der genvalg til Peter Pilgaard og Maja Avlund Bisgaard samt nyvalg til Lone Lex og Lise Frandsen. Herudover består bestyrelsen af Pia Lythje, Ditte Langeland og Birgitte Lorentzen.

Kristoffer Bisgaard, Anne-Mie Jørgensen og Rikke Boel blev valgt som suppleanter.

Anne Sørensen og Conni Karlsen blev valgt som revisorer med Kjeld H. Jørgensen som revisorsuppleant.

Flauenskjold Hallen
Flauenskjold Hallen lagde ud med en ekstraordinær generalforsamling som følge af nogle vedtægtsændringer.

Der var forslag om at bestyrelsen fremover alene består af 7 generalforsamlingsvalgte medlemmer. Det betyder, at de hidtidige selvsupplerende medlemmer udgår. Endvidere har Flauenskjold Idrætsforening ikke længere et født medlem i bestyrelsen. Endelig vælges formanden ikke længere på generalforsamlingen, men bliver en del af den efterfølgende konstituering. 

Herudover var der en række mindre administrative ændringer.

Ændringsforslagene blev vedtaget af generalforsamlingen.

Herefter gik man videre til den ordinære generalforsamling.

Formand Susanne Rishøj bød velkommen og fremlagde bestyrelsens beretning.

2021 havde været endnu et år, hvor man skulle navigere i coronarestriktioner, hvilket selvfølgelig havde givet mange udfordringer for såvel hallen som brugerne. 

Ellers havde man i årets løb kigget nærmere på en del administrative opgaver. Der er bl.a. etableret et nyt økonomisystem. I forbindelse hermed er der sket udskiftninger på de poster der tager sig af økonomien. Der er således nu ansat et eksternt revisionsfirma til at foretage bogføring og regnskabsudarbejdelse.

Halinspektør Dennis Kvesel er endvidere nu fastansat til at varetage hallens daglige drift.

Herudover er der ved hjælp af støtte fra en række fonde foretaget en del forbedringer af hallen.. Her kan nævnes reparation af hallens tag samt ovenlysvinduer. Der er endvidere anskaffet nye møbler til cafeteriet samt lagt nyt gulv. Endelig har diverse fondsansøgninger også gjort det muligt at indkøbe redskaber og udstyr til brug i hallen.

Med hensyn til fremtiden, så bliver der netop nu, i forbindelse med idrætsforeningens etablering af en overdækket terrasse, udskiftet stern på cafeteriet. Der bliver installeret opvaskemaskine i køkkenet og lavet tidssvarende elinstallationer. Endvidere kommer der en foldedør op i cafeteriet så man lettere kan afholde uforstyrrede møder. Længere ud i fremtiden er der ønske om renovering af køkken samt etablering af nye toiletter og brusere.

Som noget nyt vil der nu også blive oprettet et brugerråd med halinspektør Dennis Kvesel som tovholder, ligesom bestyrelse og halinspektør skal deltage i et uddannelsesforløb.

Susanne Rishøj gav til slut udtryk for at at man i det næste år kommer til at arbejde hårdt for at gøre Flauenskjold Hallen klar til de fremtidige udfordringer. Vi skal som lille hal i en stor kommune hele tiden være klar og ikke mindst nytænkende for at begå os i det store fællesskab og det politisk styrede system som hallen er underlagt sluttede formanden.

Monica Bendsen fremlagde det reviderede regnskab, som udviste et fornuftigt resultat for 2021. Ændring af regnskabspraksis gør dog at det umiddelbart er vanskeligt at sammenligne med resultatet for 2020. 

Som følge af vedtægtsændringerne blev der valgt 3 medlemmer til bestyrelsen for 1 år og 4 medlemmer for 2 år.

Mads U. H. Pedersen, Ida Gadensgaard og Mogens Dorf blev valgt for 1 år. Susanne Rishøj, Monica Bendsen, Brian K. Jensen og Brian Sørensen blev valgt for 2 år. Jeanette Brücher blev valgt som suppleant.

Revisionsselskabet BDO, Aalborg blev valgt som revisor. Herefter sluttede generalforsamlingen i god ro og orden.

IS

Previous article
Next article

Populære artikler