
Aktiv Messe er undertitlen, når Østervrå Messen er tilbage efter fire års ufrivillig coronapause. Søndag den 22. maj danner Østervrå Idræts- og Kulturcenter igen rammen om en alsidig lokal erhvervs- og foreningsmesse, der som noget nyt udvider med at inddrage udendørsarealerne med plads til aktiviteter.
Det er stadig det kendte koncept med deltagelse af det lokale erhvervsliv fra by og opland, foreningslivet og hobbyfolk. Det nye tiltag giver plads til forskellige udendørs aktiviteter, større udstillinger, optræden m.m., og så har arrangørerne også en ”markedsplads” i tankerne, som f.eks. kunne have deltagelse af kramboder, loppemarkeder og lignende. – Vi vil med andre ord gerne skabe lidt flere aktiviteter og liv i Østervrå Messen, og det tror vi på kan komme med det udvidede koncept, forklarer Kim Dybdahl formand i Østervrå Handel- & Erhvervsforening, det betyder også, at vi breder messen meget mere ud, og på den måde få mange flere med.
Vi sender inden længe invitationer ud til både erhvervsdrivende og foreningslivet, men det skal ikke afholde nogen fra at henvende sig, hvis de er interesserede i at få en stand enten i Idrætshallen, Kulturhuset eller udenfor på idrætscentrets P-plads, lyder opfordringen.
Det er Østervrå Handel- & Erhvervsforening, der står i spidsen for messen i tæt samarbejde med ØVIs Håndboldafdeling og Østervrå Borgerforening.
ÅB




