
På Dybvad Ældrecenters Aktivitetscenter arbejder man resten af året efter forsigtighedsprincippet, der er udstukket af kommunen, fortæller aktivitetsleder Elsebeth Larsen.
Hvad det bl.a. indeholder var avisen forleden taget over på centret for at høre nærmere om.
Hvis man ser på en hel almindelig uge for beboerne på Dybvad Ældrecenter, så er der lavet en plan, der byder på forskellige aktiviteter – alle sammen med de sikkerhedsforanstaltninger, som Coronaen har bevirket.
Hver anden mandag er man begyndt at synge sammen – og med god afstand naturligvis, fortæller Elsebeth for det er jo netop ved sang, at dråberne fra munden kan føre smitte med sig. Det er kun for beboere i huset.
Der synges i Søparkhuset for borgere udefra hver torsdag eftermiddag.
Man er også begyndt at spille bowling igen på centret og her har man simpelthen indkøbt bolde/kugler, så hver deltager har sin egen hele spillet igennem af sikkerhedsgrunde.
Om tirsdagen er der oplæsning for beboerne i huset og her er det en frivillig, der kommer ind og læser op.
Nørkleholdet, der består af frivillige, er også på banen tirsdag formiddag, hvor der arbejdes med ting til julemarkedet, der allerede nu er fastsat til at blive afholdt i Søparkhuset og ikke på centret.
Team Hverdagsrehabilitering kommer om onsdagen og laver gymnastik/træning med beboerne og onsdag er også den dag, hvor der køres på mandetur og da der max må være fire beboere i bussen, køres der en tur om formiddagen og så køres samme rute om eftermiddagen med et nyt hold, da turene er meget populære.
Her kan lige nævnes, at lige netop onsdag den 9. september køres der i 2 busser til Aalborg, hvor man skal på havnerundfart med M/S Kysten, der er et gammelt træskib og herefter spises den medbragte frokost.
Sommerpakken, som regeringen har bevilget til alle plejecentre, er med til, at man kan lave udflugtsmål med det faste personale og beboerne og dermed medvirke til fælles oplevelser. Man har på centret spurgt, hvad beboerne kunne tænke sig og der har været ønsker om Nordsøcentret, Egholm og Zoologisk Have og her er der som ved mandeturene plads til fire beboere og en eller to fra personalet og så Elsebeth Larsen som chauffør.
Vi nærmer os Tunnelløbet, der afholdes i Dybvad den 25. oktober og fra arrangørernes side har man valgt, at årets overskud skal gå til Dybvad Ældrecenter og i den forbindelse strikkes der på centret lapper, der så skal blive til netop en tunnel.
Aktivitetsleder Elsebeth Larsen runder hele snakken af med at sige, at der har været tænkt kreativt og det, der arrangeres, er blevet taget godt imod og at hun ser fortrøstningsfuldt på efteråret og den kommende juletid på Dybvad Ældrecenter.
Jo-Jo




