Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Indvielse af nye faciliteter på Autocamperplads

I lørdags havde Flauenskjold Borgerforening indbudt til indvielse af nye faciliteter på autocamperpladsen.

Det er markedspladsen i Flauenskjold der de senere år har fået karakter af officiel autocamper- og teltplads.

I dagens anledning havde hele 16 autocampere valgt at tilbringe weekenden i Flauenskjold. Efter gratis kaffe og rundstykker bød formanden for Flauenskjold Borgerforening Knud Christensen velkommen og overlod herefter ordet til formanden for Teknik- og Miljøudvalget og viceborgmester i Brønderslev Kommune Karsten Frederiksen.

Karsten Frederiksen kunne i sin tale konstatere at Flauenskjold endnu engang, dels ved hjælp af kommunale midler og dels ved frivillig arbejdskraft af byens mange ildsjæle, havde fået endnu et flot projekt gennemført til gavn for lokalområdet. Han opfordrede endvidere de tilrejsende autocamperfolk til at benytte sig af områdets mange tilbud og seværdigheder og ikke mindst om at huske at støtte den lokale købmand under deres ophold i Flauenskjold.

Karsten Frederiksen kunne som et lille kuriosum fortælle, at han havde viet op til flere par i byen og han kunne ved selvsyn konstatere at forholdene stadig holdt.

Herefter kunne Karsten Frederiksen og formand Knud Christensen i fællesskab klippe snoren og dermed officielt indvie det flotte nye udekøkken samt toilet- og badefaciliteter.

Borgerforeningen bød kl. 13 på gratis frikadeller og kartoffelsalat, og som et spontant indslag blev der om eftermiddagen tilbudt en guidet rundtur i Flauenskjold med udgangspunkt i byens hjertesti og med pitstop ved Europa Søen.

Det var således en veltilfreds formand der søndag kunne se tilbage på et særdeles vellykket arrangement, der tillige var tilsmilet af det dejlige sommervejr.

Tekst og fotos: IS

Populære artikler