Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

80 år

Tidligere viceborgmester, byrådsmedlem for Socialdemokratiet og indehaver af Nordjysk Kranservice Erling Thomsen, Sølvvej 4, Thorshøj, fylder mandag den 19. april 80 år. 

Erling Thomsen driver stadig sit firma Nordjysk Kranservice, men i en noget mindre målestok. Nu nyder han, sammen med hustruen Kirsten, pensionisttilværelsen i huset på Sølvvej i Thorshøj, hvor han bl.a. bruger timer på sit kontor – blandt venner og familie navngivet ”hulen”. En rigtig mandehule med plads til effekter og minder fra et langt arbejdsliv, et liv i politik og et liv med mange lokale tillidsposter. En væg er fyldt med hjembragte souvenirs fra hans mange rejser til Grønland, og det er sikkert også dem, han henter inspiration i, når han sætter sig til computeren og skriver erindringer fra sit mangeårige arbejdsliv i Grønland. 

Der stod nok ikke skrevet i stjernerne, at den lille ”fodermesterknægt” Erling Thomsen en dag skulle blive både selvstændig og lokalpolitiker, men det var sådan det gik. – Jeg fik aldrig en faglig uddannelse, men jeg har aldrig manglet arbejde, og det kan jeg kun tilskrive et stort held og tidernes gode muligheder, erkender Erling Thomsen. 

Erling er født lidt nord for Frederikshavn, og efter en kort afstikker til Læsø, endte han på egnen ved Thorshøj og Østervrå, hvor han fandt sit faste holdepunkt. 

Soldatertiden blev tilbragt i søværnet, og bagefter gik turen tilbage til barndoms-egnen, hvor der var arbejde nok. – Byggeboomet rasede i hele Vendsyssel, så det var bare at tage fat på diverse byggepladser rundt omkring i de lidt større byer, fortæller Erling, som bl.a. var med til boligbyggerier, gymnasiet i Frederikshavn, den ny banegård og politistation i Brønderslev, nyt rensningsanlæg i Hirtshals og en mega stor udvidelse af sygehuset i Hjørring. 

Det var via disse byggepladser Erling ved et tilfælde kom til at beskæftige sig med byggekraner, og da han fik tilbudt jobbet som kranmontør for et af landets største leverandør af kraner Krøll Kraner i Lynge ved Hillerød, slog han til. Dette samarbejde varede i næsten 25 år, hvor Erling var distriktsmontør for Nordjylland, der også omfattede Norden og i særdeleshed Grønland. 

I 1994 startede Erling Thomsen sit eget firma Nordjysk Kranservice, som han stadig driver.  – Det blev, og er stadig især Grønlands erhverv, som jeg har haft utroligt gode relationer til, understreger Erling. Jeg har rejst over Atlanten langt over 100 gange, og jeg har en kundekreds, der i parentes bemærket også er blevet min vennekreds, der er langt ud over det sædvanlige. 

For snart 60 år siden blev Erling gift med Kirsten fra Thorshøj, som i alle årene har stået for den trygge og sikre base i hjemmet på Sølvvej, hvor der også med tiden kom tre børn til verdenen. 

I 1989 blev Erling Thomsen valgt ind i byrådet for socialdemokratiet, hvor han sad i fire valgperioder plus et ekstra år i f. m. kommunesammenlægningen i 2007 – i alt 17 år. I den tid opnåede han to perioder i teknisk udvalg, en periode i både teknisk udvalg og økonomiudvalget samt en periode i økonomiudvalget og opgaven som 1. viceborgmester. – Jeg nød også den store ære, for en længere periode, at blive valgt til gruppeformand i den socialdemokratiske gruppe og at være mit partis borgmesterkandidat i en periode, oplyser Erling. 

Helt lokalt var han med til at stifte Try Thorshøj Boldklub, som han også har været formand for, og i dag er æresmedlem af. Byens borgerforening har også, i flere omgange, trukket på hans arbejdskraft, og i en årrække var han involveret i den lokale fagforening og med til at forhandle den store sammenslutning af de små afdelinger til SiD. 

I Erlings ”Hule” hænger også en lokal hædersbevisning ”Thors Hammer”, som han for nogle år siden var stolt over at modtage fra boldklubbens revyhold. 

Den runde dag bliver i første omgang fejret privat sammen med børn, svigerbørn og de fem børnebørn, og så må vi se, hvornår vi kan få lov til at holde en rigtig fest, lyder den afsluttende bemærkning fra fødselaren og Kirsten, som vist også har noget, der skal fejres. 

ÅB 

Populære artikler