Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

29 elever i 0. klasse på Torslev Skole i Østervrå

Første skoledag er altid en helt speciel dag ikke mindst for skolens yngste elever i 0. klasse, som denne dag tager hul på et helt nyt kapitel i deres liv. Mandag den 8. august indledte 29 elever i 0. klasse det nye skoleår sammen med resten af Torslev Skoles elever og personale. 

Endelig blev det mandag den 8. august, som betød at landets folkeskoler igen kunne åbne dørene til et nyt skoleår. Det gjaldt også på Torslev Skole i Østervrå, hvor der var en helt særlig velkomst til 29 helt nye elever – nemlig 0. klasse. 

Det var helt tydeligt, at de nye elever havde glædet sig til denne dag, og mange kunne da også stolt fremvise nye og funklende skoletasker, som endelig skulle tages i brug. 

Én elev fik en helt særlig oplevelse. Lige efter at skoleleder Mads Vejen havde budt alle velkommen, spurgte han, om der var én af de nye elever, som kunne hjælpe skolens pedel Søren Pedersen med at hejse Dannebrog. Der gik ikke mange sekunder, før der med klar stemme blev sagt: – Ja, det vil jeg gerne! og sådan gik det til, at Clara fra 0. A fik føjet en ekstra lille brik til sin første skoledag. 

Flagallé og sang
Nu gik alle nye elever og deres forældre i en lang række op til indskolingen, hvor de øvrige elever i 1. og 2. klasse havde forberedt en flot flagallé med sang og viftende flag. – Vi skal huske at fejre særlige dage som denne med manér, understreger skolelederen, der glædede sig over, at alt gik som planlagt. Vores håb er, at eleverne vil tænke tilbage på denne dag, som noget helt særligt i deres skoletid. 

Nyt skoleår
Nu er skoleåret skudt i gang, og inden eleverne mødte ind, har personalet været i fuld gang med at lægge planer og forberede det nye skoleår, fortsætter Mads Vejen. Om året kommer til at byde på nedlukninger p.g.a. corona eller andre epidemier, det kan vi ikke vide noget om, og vi har heller ikke planlagt skoleåret efter dette. Nu vil jeg krydse fingre for et helt normalt skoleår, hvor vi kan få lov til at gøre det, som vi er bedst til PÅ skolen, slutter Mads Vejen. 

ÅB

Populære artikler