Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Zenas-Pedersholt inviterer til økologisk høstmarked

Ta’ ud og oplev et økologisk landbrug, når Zenas-Pedersholt på Tryvej inviterer til Økologisk Høstmarked søndag den 2. september. Her kan du og familien komme helt tæt på sæsonens friske øko-råvarer, hilse på gårdens dyr og møde den økologiske landmand.
Søndag d. 2. september kan du tage familien med til Økologisk Høstmarked og få bragt alle sanser i spil. Her åbner 86 økologiske landmænd over hele landet for stalddørene og inviterer danskerne ud for at se, hvor dyrene bor, og hvor de økologiske gulerødder, æbler, bøffer, æg og havregryn kommer fra.

En af de økologiske gårde, der inviterer på gårdbesøg er Pedersholt ved Dybvad. Her kan man opleve gårdens dyr samt tage med på en tur på marken og høre om æble- og bærproduktionen. Du kan også være med til at presse æblemost og få din egen lille flaske æblemost med hjem. Du kan også prøvesmage nogle af produkterne og købe din egen specielle Zenas-burger- lavet over bål – til en speciel pris. Der er både alm kød- og en vegetarisk version. Prøv dem!

Vi holder Økologisk Høstmarked, fordi vi gerne vil give folk mulighed for at komme ud og opleve, hvordan den økologiske fødevareproduktion foregår. Vi har valgt at drive økologisk landbrug, fordi bæredygtighed betyder meget for os, og fordi vi gerne vil aflevere en lige så rig og sund natur til vores børnebørn, som den vi selv fik overgivet. Vi hører næsten dagligt om lukning af vandboringer p.g.a. sprøjtegifte m.v. Vi glæder os derfor rigtig meget til at vise rundt og fortælle om vores dagligdag her på gården, lyder det fra landstedets ejer, Frank Zenas. 

Oplev, hvilken forskel økologien gør
Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles event, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske landmænd. 

– Til høstmarkedet kan man være med til at fejre den økologiske høst og resultatet af mange måneders arbejde i marken sammen med de lokale øko-landmænd. Et gårdbesøg hos økologerne byder på masser af sjove og lærerige oplevelser for både store og små – uanset om man er vild med dyr og vil hilse på søde kalve og smågrise, køre med landmanden på traktortur i marken, tumle i halmen eller gå på jagt efter friske, økologiske råvarer i de mange gårdbutikker og boder, som holder åbent på gårdene, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

I 2017 var der 77.000 danskere, der trak i gummistøvlerne og drog på landet til økologisk høstmarked.

Populære artikler