Det blev en eftermiddag med høj stemning og minder fra en svunden tid, da musiker og sanger Michael Winkler besøgte Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter.
At gå i fars fodspor er ikke let, men Michael Winkler gør det rigtig godt, også selv om store dele af repertoiret er det kendte fra Gustav. Michael Winkler mestre at gå lige ind i alles hjerter med sin dejlige stemme, fuldstændig som det var hans far, der stod i lokalet.
Han sang flere af sin fars sange, og akkompagnerede også selv på guitar til et par landeplager, bl.a. ”Hønsefarmen”, som Bent Werther og Gustav turnerede Danmark tyndt med.
Stemningen var rigtig god, og den fik en ekstra tand, når Michael bevægede sig rundt mellem bordene, og ind imellem standsede op og fik øjenkontakt med flere af deltagerne. Mange af gæsterne sang med og nød at mindes en svunden tid.
Rundhåndede sponsorer
Ca. 100 personer havde købt billet til koncerten, og de fik fuld valuta for pengene. – Vi havde været så heldige, at lokale erhvervsdrivende havde sponsorere rundhåndet, så vi kunne byde på et stort og dejligt kaffebord med alt godt til ganen, fortæller Karin Oehlenschlæger fra Hyggekrogen. Under kaffen blev der solgt amerikansk lotteri, hvor flere af præmierne også var sponsoreret.
En dejlig dag, der spredte lys i vintermørket!
ÅB




