Vinterferien begynder og slutter med varme og afslapning
Gratis adgang: Søndag formiddag 18. og 25. februar
Et besøg i Østervrå Svømmehal kunne være et godt bud på, hvordan du kommer gennem en rå og fugtig tid, hvor det føles, som om kulden kryber helt ind i det inderste af knoglerne. Nu er det snart vinterferie, og så kunne det være oplagt at smutte en tur i svømmehallen og få kroppen varmet godt igennem.
Østervrå Svømmehal har, i lighed med efterårsferien, gratis adgang i forbindelse med uge otte – skolens vinterferie. Tilbuddet gælder både nuværende brugere i alle aldre, men bestemt også en chance for nye brugere eller feriegæster til et besøg i det lokale bassin.
På vippen
Enten du er til det dybe vand eller hellere vil holde dig på det lave, så er der plads til alle. Måske er det nu, du skal forsøge dig med et udspring fra vippen? Eller har sat dig et mål om et vist antal baner, du skal svømme?
Børnene kan boltre sig med masser af legeredskaber, og mon ikke der bliver plads til det hele? For der er jo også mulighed for at få kroppen varmet godt i gennem og hyggesnakke med de andre gæster.
Varme og hygge
Det lune vand er måske ikke varmt nok i længden, så kan du jo smutte op i det dejlige varme dampbad, eller give musklerne et tiltrængt hvil i spabadet.
Der er ingen krav om, at du skal svømme baner, du må også gerne slappe af, og lade vinterkulden sive lige så stille og roligt ud af kroppen.
Begge dage byder hallen på gratis saft og kaffe til alle.
Et kæmpe aktiv
Østervrå Svømmehal er et kæmpe aktiv for byen og oplandet. Det er ofte en stor overraskelse for mange, der gæster idrætscentret, når de ser, at der også er svømmehal.
Det var en stor satsning i sin tid, da hallen blev bygget, men hvor var det godt set – og modigt at tro på, det kunne lade sig gøre.
ÅB


