
Optakten til påske er ingen hindring for seniorerne i Østervrå til at gå ud og søge fællesskabet over god mad, og samtidig få lidt spænding, og måske endda være heldig at kunne gå hjem med en gevinst eller to.
Tirsdag før påske – gad vide, om det får betydning? Sådan gik tankerne hos bestyrelsen hos Østervrå Seniorer, da datoen for det seneste arrangement blev valgt. Det gode vejr og de kommende helligdage kunne godt være en voldsom konkurrent. – Det var da også først de sidste dage før tilmeldingsfristen udløb, at der virkelig kom run på, fortæller Bente Christensen fra Seniorerne. Vi havde i alt 69 tilmeldte ved deadline, og det var vi rigtig glade for og meget tilfredse med.
Menuen bød på lækkert smørrebrød fra Meny. Der blev taget rigtig godt fra, og udtrykt mange rosende ord til maden. Til den efterfølgende kaffe blev der serveret nybagte kærnemælkshorn.
Der blev hygget og snakket rundt om ved bordene, indtil det blev tid til dagens andet programpunkt banko. Inden bankopladerne for alvor blev kørt i stilling, havde bestyrelsen held til at få omsat hele beholdningen af lodder i det amerikanske lotteri, og det udløste præmier til dagens først heldige vindere.
Under bankospillet blev der spillet dybt koncentreret, mens brik efter brik blev lagt på, lige indtil den åndeløse stilhed blev brudt af et eller flere: ”BANKO”. Det fik til gengæld andre til at være mindre begejstret, især hvis der kun manglede et enkelt nummer i at være i mål. Resultatet af dagens mange spil blev, at der atter en gang var en del heldige vindere, nogen mere end én gang, som kunne gå hjem med mere end de kom med, mens andre måtte glæde sig over oplevelsen og det gode selskab.
ÅB




