Velbesøgt spis-sammen i Dybvad Forsamlingshus

Som en del af Frederikshavn Kommunes Verdensmålsuge afholdt Foreningsfællesskabet i Dybvad en Spis Sammen-aften i forsamlingshuset med retter fra seks forskellige lande, der var udvalgt ud fra det kriterium, at der i byen skulle være folk fra de seks lande, som havde lovet at servere retter fra netop deres land.
Jesper Koltoft, formand for Dybvad Borgerforening, bød velkommen og fortalte om arrangementet og om FN’s Verdensmål, der handler om sundhed og trivsel og bæredygtighed i lokalsamfundet. Herefter præsenterede han de seks lande, der var repræsenteret med lækker mad fra netop deres hjemland nemlig: Tyskland, Indien, Rumænien, Norge, Italien og så selvfølgelig også Danmark og han rundede sin velkomst af med at sige: Værs’go’ boderne er åbne og klar til at servere lækker mad til os alle sammen.
Efterhånden bredte der sig en helt fantastisk duft af lækker og spændende mad og snakken gik rundt ved bordene, hvor man stod og nød maden og som Jesper sagde et par gange undervejs: man må gerne tage to gange eller mere og det gjorde man – heldigvis.
Der var også stor interesse for at få en snak med dem, der stod ved boderne og kunne fortælle om det, de havde valgt at servere som en populær ret fra netop deres land og nede ved bordene gik snakken livligt om det at rejse ud og smage ny og spændende mad og om ture man havde haft til netop de her lande.
Der var både børn og voksne med til denne spændende aften og man havde netop valgt at starte kl. 17.30 og slutte kl. 20 så de allerfleste kunne nå både at spise og hygge sig og komme hjem i seng i ordentlig tid – også for de små.
Der var en rigtig hyggelig stemning rundt ved bordene og der blev smagt på den nye og spændende mad og snakket både ved bordene og oppe ved boderne om maden og tilberedelsen og man kunne mærke, at det her blev der taget rigtig godt imod både af dem, der spiste og af dem, der havde lavet den dejlige mad.
Afslutningsvis skal det lige nævnes, at ved den danske bod blev der serveret frikadeller, jordbærgrød med fløde og en snaps.
Der var 75, der havde valgt at være med til denne Spis Sammen-aften med servering af en 6-retters menu.
Jo-Jo

