
Det blev en yderst velbesøgt aften da menighedsrådene for Voer og Agersted forleden havde arrangeret foredrag med TV-journalisten Johannes Langkilde, der oprindelig stammer fra Hjørring.
Der var opstillet over 100 stole i Flauenskjold Kulturhus og alle som en var besatte til det gratis arrangement. Foredraget bar titlen ”Min fætter er høvding i Samoa”.
I slutningen af 1800-tallet hoppede Hans Alfred Langkilde således over bord fra en båd, svømmede i land i Samoa, giftede sig med en høvdingedatter og grundlagde en stor familieklan. Nu ca. 150 år senere, har Johannes Langkilde fulgt sporet efter sin forfader og rejst til den anden side af jorden.
Det blev en særdeles spændende aften med en eventyrlig fortælling om familiebåndet til den lille øgruppe i Stillehavet.
Der var fællessang ved start og slut under ledelse af kirkens organist og kirkesanger. I pausen satte Johannes Langkilde sig til klaveret og spillede i bedste ”Fællessang” stil.
Billedet på bagvæggen er et hus beliggende i Amerikansk Samoa, som tilhører et af Johannes familiemedlemmer.
I pausen solgte kulturhuset øl, vand, kaffe og the.
Der var i øvrigt stor ros til Jørgen Lund fra Flauenskjold Kulturhus, som havde sørget for perfekt lyd til foredraget.
Alt i alt en meget vellykket aften i selskab med Johannes Langkilde.
IS
Fotos: Privat




