Velbesøgt Sankt Hans arrangement i Flauenskjold
Med ca. 150 mennesker var det et særdeles velbesøgt Sankt Hans arrangement som Flauenskjold Borgerforening traditionen tro havde arrangeret ved Europa Søen.
Der blev solgt øl, vand og pølser og børnene havde mulighed for at bage snobrød i bålhytten.
Aftenens båltaler var Allan ”Korn” Christensen
I sin tale kom Allan specielt ind på landbrugets svære vilkår, samt glæden ved at bo og drive virksomhed i Flauenskjold.
Og som vi teasede for i sidste uges avis, så havde Allan lagt op til at han ville fortælle en stor nyhed i sin båltale.
Og på denne solbeskinnede Sankt Hans aften kunne Allan så fortælle at en gruppe af initiativrige folk arbejder på at etablere et friplejehjem i Flauenskjold.
Projektet vil være en investering på ca. 80 mio. kr.
Plejehjemmet vil få navnet Vedsyssel Friplejehjem, og det er planen at plejehjemmet skal bestå af 30 lejligheder med dertil hørende fællesarealer.
Projektet skal selvfølgelig gennemløbe en masse processer og godkendelser, ligesom der også skal udarbejdes en ny lokalplan for området, som kommer til at ligge på 2,6 ha. landbrugsjord, som på nuværende tidspunkt ligger i landzone.
Et spændende nyt projekt der forventes at stå færdig om 3-4 år, hvis alt går efter planen.
Med denne store nyhed, kunne de mange fremmødte borgere gå hjem fra Sankt Hans bålet med store forventninger om at man også får mulighed for at sin sidste station her i livet også vil kunne være i vores dejlige by Flauenskjold.
Tekst og fotos: IS