
Flauenskjold Idrætsforenings fodboldafdeling har i årevis været kraftigt generet af bløde og våde fodboldbaner på træningsanlægget på Stadionvej.
Idrætsforeningen har længe været i dialog med kommunen om problemet, og der har således været foretaget undersøgelser af om de gamle eksisterende dræn kunne gøres funktionsdygtige. Dette er bl.a. gjort ved hjælp af droneflyvning over arealet. Her har man kunnet konstatere at den eneste brugbare løsning vil være etablering af helt nye dræn.
Udgiften til dræning og reetablering af fodboldbanerne er beregnet til kr. 233.000. Sagen var på dagsordenen på Fritids- og Kulturudvalgets seneste møde den 5. december. Punktet blev dog udsat da man ville undersøge det samlede behov for dræning af kommunale arealer, ligesom udvalget var skeptiske overfor om en imødekommelse af Flauenskjold Idrætsforenings ansøgning ville danne præcedens andre steder i kommunen.
Som det ses på billedet er banerne umulige at benytte en meget stor del af sæsonen, og de store mængder nedbør i 2019 har ikke gjort problemet mindre.
Formanden for fodboldafdelingen Henrik Christiansen, ser således med spænding frem til Fritids- og Kulturudvalgets næste møde den 16. januar. For som formanden udtaler ”så er det jo nu at der står en ny sæson for døren”. Problemet er derfor meget aktuelt, også i kraft af at det våde område netop er placeret på det areal som klubbens lysanlæg dækker. Det vil derfor være umuligt for klubbens mange fodboldspillere at træne indtil de lyse timer indfinder sig.
På spørgsmålet om en bevilling vil kunne danne præcedens kan man bare konstatere at der allerede tidligere er foretaget dræning af fodboldbaner rundt om i kommunen.
Foreningen håber derfor, at kommunen hurtigst muligt kan træffe en afgørelse om bevilling af midler til dræning til glæde for fodboldafdelingens mange medlemmer.
IS




