Uventet sommerbesøg kaldte smil og minder frem

Flere beboere på Østervrå Ældrecenter har haft nær tilknytning til dyr – specielt heste og hunde har deres interesse. Derfor var det også en stor succes, da en af centrets medarbejdere social- og sundhedselev Kirstine Kjær Skrejborg forleden kom på et uventet sommerbesøg – og hun havde taget gæster med.
Kirstine Kjær Skrejborg havde taget sine to piger Sofie og Ida med. Ida kom ridende på familiens 23 år gamle hest Canto, og Sofie havde taget hunden Bella med i snor.
Den smukke hest vakte stor glæde hos de hesteinteresserede beboere, og det var tydeligt at se, at de nød kontakten og nærheden med dyrene, som blev klappet og snakket med. – Det var en fantastisk oplevelse for både mig og pigerne at se, hvor stor glæde vores besøg havde, fortæller Kirstine Kjær Skrejborg.
Hunden Bella ville ikke stå tilbage for Canto, så den prøvede ihærdigt at få opmærksomhed ved at lave et par tricks.
Det uventede besøg fik smilene frem, og beboerne fortalte spontant flere personlige historier og oplevelser med dyr.
ÅB






