Tro og liv
Det er oktober og efterår, og måske giver de kortere dage og længere aftner tid og lyst til snakke om noget af det, der betyder noget for os. Tid og rum til samtale om det vi tror på, det er hvad tre kirker i Østervrå påny tager hul på. Det sker på torsdag i Østervrå Frikirke.
På i alt halvanden time når vi at høre et kort oplæg, hvorefter vi i små grupper taler videre ud fra egne erfaringer og forestillinger om, hvordan troen får liv. Ofte bliver kristendommen opfattet som en række læresætninger om Gud, eller at tro bliver opfattet som noget, der først og fremmest har med tanker og følelser at gøre. Disse aftner vil også fokusere på, hvordan tro kan blive handling, kan skabe liv via noget vi gør. Mange ser sikkert TV-serien Herrens veje søndag aften på DR, og mange spørgsmål og kommentarer kan melde sig. De er meget velkomne på de her aftner om Tro og liv.
Vi er meget optaget af, at aftnerne foregår på en måde, så alle må føle sig velkomne. Det er mindst ligeså vigtigt at lytte, som at tale. Velkommen til en aften med plads til de snakke vi sjældent når med venner eller kolleger.
Ansvaret for oplægget går på skift mellem et medlem fra Adventistkirken, Frikirken eller Folkekirken i Østervrå.
Alle er velkomne, der er ingen forventninger til korrekte svar.