Jelmer Scholten repræsenterede for tredje år i træk Dybvad Idrætsklub ved dette års udgave af Världsungdomsspelen, der som sædvanlig blev afviklet på Ullevi Stadion i Göteborg i forrige weekend. Omkring 3.500 aktive måtte igennem 8.500 starter ved dette tredages stævne, det største i Europa.
Som navnet siger, er det primært et ungdomsstævne, men mange seniorer og ungseniorer benyttede lejligheden til enten at kvalificere sig til diverse mesterskaber eller få nogle rigtig gode konkurrencer, inden det går løs ved mesterskaberne i løbet af juli og august.
Aktive under 18 år afvikler deres europamesterskaber i Ungarn som de første. Dernæst gælder det verdensmesterskaber for U20 i Finland, inden de ”rigtige” seniorer slutter af ved europa-mesterskaberne i Berlin. For U18 er der en speciel ”gulerod” at gå efter. De bedste bliver nemlig udtaget til Ungdoms OL i Buenos Aires i oktober måned. I Ungarn lykkedes det i weekenden for en af danskerne at kvalificere sig til drømmeturen efter en fjerdeplads på 200 m og en sjetteplads på 100 m, som begge gav adgang til Ungdoms OL.
Som nævnt var tredje gang lykkens gang for Jelmer Scholten. Jelmer var nemlig med som 12-årig allerede i 2016. Her blev det til en tredjeplads og dermed bronze i 600 meter løb. Sidste år viste Jelmer, at han er meget alsidig, idet han efter et flot spydkast blev nummer 2 og dermed måtte op på næste trin på sejrsskamlen for at modtage sølv.
I år håbede man i Dybvad IK, at Jelmer skulle tage turen op på sejrsskamlens øverste trin. Hele 40 aktive fra 8 lande var tilmeldt de 14-åriges 800 m. Efter en rigtig god start på 2018, var Jelmer naturligvis placeret i heatet med de bedste tider. Jelmer er lige nu nummer 1 på den danske rangliste på 800 m hos de 14-årige, men han måtte kæmpe meget hårdt for at indfri forventningerne. Efter et særdeles spændende løb, hvor Jelmer havde marginalerne med, blev det til en førsteplads og dermed guld i tiden 2.09,76 min., mens sølvvinderen blev noteret med 2.09,97 minutter.




