
ØSTERFRÅ: Efter mere end 20 år i brug blev det i efteråret besluttet, at indskolingsbygningen – kendt som Bakken – skal rives ned. Årsagen er omfattende skader på blandt andet tagkonstruktionen, som viser sig at være pilrådden. I stedet for at bruge store beløb på reparationer, har Frederikshavn Kommune valgt i stedet for at investere i hovedbygningen, der fremover skal rumme alle skolens elever.
– Hovedbygningen har plads til alle skolens nuværende klasser, og den demografiske udvikling ser ikke ud til at ændre ved det, siger skoleleder Mads Vejen.
En arbejdsgruppe bestående af lærere, forældre og ledelse fik til opgave at komme med forslag og ønsker til den ”nye skole”. Det mundede ud i en rapport, som nu ligger på forvaltningens bord i Center for Ejendomme, Park & Vej, der står for den videre planlægning i tæt samarbejde med skolens bestyrelse og ledelse.
Rapporten lægger op til en tidssvarende og moderne skole, som passer til den måde undervisningen foregår på i dag. Blandt ideerne er, at indskolingen flytter ind i den nuværende udskolingsfløj, så de yngste elever fortsat får deres eget område tæt på SFO og Fritidsklub. Det er også et stort ønske at få samlet faglokalerne i én fløj sammen med udskolingen.
Et grundigt forarbejde er lagt for dagen, fra skolens side, for at imødekomme de faglige miljøer og behov, der er på skolen. – Vi håber naturligvis, at vores tanker og ideer kan danne grundlag for den store renovering, men vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvor meget der kan realiseres, understreger skolelederen.
Sideløbende med udarbejdelsen af ønsker til ombygningen, er der også blevet arbejdet med fondsansøgninger, som bl.a. er tiltænkt etablering af nye aldersvarende legepladser og attraktive uderum til eleverne. – Det er et arbejde, som vi fortsætter og håber på giver pote, så vi også kan få nogle lækre udendørs rammer på skolen, lyder det fra skolelederen.
De må nok væbne sig med lidt mere tålmodighed på skolen, den store ombygning, som oprindelig var planlagt til at stå klar til august 2026, ventes først at gå i gang i efteråret. Det betyder også at Bakken sandsynligvis bliver stående frem til sommeren 2027.
Til gengæld er et meget stort ønske om et forbedret arbejdsmiljø allerede gået i gang. – Vi får ny belysning i klasselokalerne og ny ventilation på skolen, en virkelig stor og tiltrængt forbedring af indeklimaet for både elever og personale, lyder det glade budskab fra skolelederen.
Alt tyder på, at Torslev Skole kan se frem til at gå en omfattende og spændende tid i møde.
ÅB




