ØSTERVRÅ: Publikum i det nordjyske sommerland har haft flere muligheder for at opleve velkendte toner og festlig stemning, med TØT City Band, der hen over sommeren har spillet mange jobs. Det rutinerede danse- og festorkester har i mange år været et populært band og sikrer en god stemning når de er på.
Bandet har blandt andet spillet til Thorshøj Revy, et par gange på Torvet i Sæby, sommerfest i Jerup og på Hawblik i Asaa. Lørdag den 15. august gæster de Maskinhusrock på Brinken i Østervrå, hvor publikum kan se frem til en aften med musik fra flere årtier.
For Østervrå er der en særlig lokal vinkel på orkestret. Både trommeslager Kim Nedergaard og guitarist Ole Bæk har rødder i byen, og derfor bliver koncerten ved Maskinhusrock en slags hjemmebane for to af musikerne.
Bandets besætning består desuden af sangerinden Pia Karstensen og bassisten Søren Kristiansen, som ved siden af TØT City Band også spiller i danseorkestret FLEX.
TØT City Band har gennem årene opbygget et bredt repertoire, der spænder fra klassiske 80’er-hits til nyere danske og internationale sange. Publikum kan blandt andet høre musik af NEWS, Poul Krebs, Sko/Torp, Ray Dee Ohh, Danser med Drenge, Sanne Salomonsen, Gnags, Shu-bi-dua, Toto, Joe Cocker, Eric Clapton, Dodo & The Dodos og Paul Simon – musik, der indbyder til både fællessang og dans.
Det alsidige repertoire og den store rutine har gjort bandet til et eftertragtet navn ved arrangementer over hele Nordjylland, hvor de år efter år leverer levende musik med fokus på spilleglæde og nærvær. Med koncerten ved Maskinhusrock får publikum i Østervrå endnu en mulighed for at opleve det lokale islæt i et band, der efterhånden er blevet en fast del af den nordjyske musikscene.
KØH2



