Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Tirsdagstræf: Firs, fed og færdig – eller hvad?

Hvordan opfattes vi, det såkaldte ”grå guld”? Bliver vi ”usynlige”, når vi fylder 65? Det giver den kommende gæst i Østervrå Frikirkes Tirsdagstræf den 25. marts sit bud på, serveret med smil og latter. 

Annemarie Hessellund Beanland er kendt som en livlig og sprudlende foredragsholder, og hendes foredrag er lettilgængelige og jordnære, fordi de alle har grund i virkeligheden. Titlen på dagens foredrag: ”Firs, fed og færdig – eller hvad?” er en humoristisk filosoferen over det at blive gammel, pensioneret og FRI – men hvordan ser det resterende samfund på os i den ”4. alder”?

Velkommen til en underholdende eftermiddag med Annemarie Hessellund Beanland, som vil fortælle om sin opfattelse af det at blive gammel eller det, og de problemer, der deraf kan følge. Hun fortæller også med smil og latter om sit spændende liv, og om de beslutninger, hun hen ad vejen måtte tage, både de gode og dårlige.

Dagens gæst er fra en tid, hvor besøg af et Tivoli var en stor og samlende begivenhed. Hun var tivoliprinsesse, og hendes far var Tivoli-Pedersen. Fra april til september var hun på farten, en uge – måske to, i hver lille by, og så resten af året i Brabrand. 

Sådan starter Annemarie Hessellund Beanlands eventyrlige liv. Senere blev hun serveringsdame, millionær, krokone og nu foredragsholder med en karriere, der begyndte med foredraget ”Fra millionær til, hvordan man går på røven uden at slå numsen” – så, berøringsangst det har hun ikke.

Det koster ikke noget at høre foredraget, og i den indlagte pause kan du købe kaffe og brød – alle er velkommen i Østervrå Frikirke på Hjørringvej 435!

ÅB

Populære artikler