Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Tik Tak – Anders Blichfeldt for en særlig koncertoplevelse

Tik tak – tiden går – og det gør den som bekendt i godt selskab, og det var de godt 200, der havde købt billet til Pinsekoncerten i Østervrå Kirke fredag aften. NØJ! Hvor var vi godt underholdt – og hvor kom vi vidt omkring sammen med én af Danmarks mest ikoniske stemmer. 

Anders Blichfeldt har været nummer 1 på hitlister gennem tiden med Big Fat Snake, med sange som Bonsoir Madame, No Peace Like in Heaven, Fight For Your Love, Female Voice og ikke mindst fodboldklassikeren Big Boys in Red and White.

Anders Blichfeldt har virkelig tænkt kreativt, da han lod sit hit: ”Tik Tak” – blive et gennemgående tema i sin aktuelle soloturné, der tager udgangspunkt i hans eget livs forskellige faser. Fra barndommen i Hundested med tidlige ambitioner om, at blive noget ved musikken, til de helt store koncerter med Big Fat Snake, Toppen af Poppen og solokarrieren. Det hele pakket ind i musik, underholdende anekdoter og ægte nærvær. 

Vi fik smagsprøver på det meste og hele udgaver af de største hits. Det hele leveret professionelt på guitar både med og uden strøm, indimellem afløst af klaveret – og han behersker det hele – også en suveræn guitarsolo. 

Vi fik også et lille kig ind bag den private familiekulisse med humor og ærlighed om livet sammen med hustruen gennem 35 år. Det at være far til fire, nu farfar til tre – alt sammen noget, der har været med til at ændre livssynet og sætte tingene i perspektiv. For hvad er det egentlig, der betyder noget i ens liv? 

– Jeg føler mig virkelig privilegeret, at få lov til at spille for så mange glade mennesker, lød det ærligt, fra en af Danmarks mest ikoniske stemmer, også med reference til, at han stadig, i en alder af 61 år, får lov til at komme ud og spille. 

Anders Blichfeldts smittende energi og udstråling skabte sammen med musikken en fælles synergi med publikum, som fik aftenen til at gå i en højere enhed. Derfor var det ikke overraskende, at publikum med taktfaste klapsalver krævede et ekstranummer – for der var jo lige én, vi ikke havde hørt? Ja, selvfølgelig: ”Bonsoir Madame”, og det lød som om de fleste kunne synge med på omkvædet. 

Tik Tak – tiden fløj af sted i godt selskab med en stor stjerne – som gav os en uforglemmelig aften i Østervrå Kirke.

ÅB

Populære artikler