Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Temaaften om de fire evangelier

Torsdag den 23. september vil der være temaaften ved sognepræst Christian Aalling i kulturhuset i Østervrå. Emnet vil være de fire evangelier i Det Nye Testamente.

Til gudstjenesterne i kirken er vi jo vant til at høre evangelietekster læst højt. Men ofte lægger vi måske ikke så meget mærke til, om det nu lige er en tekst fra Matthæus-, Markus-, Lukas- eller Johannesevangeliet, som vi hører den pågældende søndag. 

Det er også i sin orden, for de fire konkrete evangelieskrifter udgør jo, om man så må sige, fire brikker i det samlede puslespil, som vi tilsammen kalder for ”Evangeliet” med stort E. Ikke desto mindre har vores fire evangelier hver deres særpræg, som det også er interessant at kende til. 

For eksempel taler Jesus ikke nær så meget i Markusevangeliet, som han gør i de øvrige evangelieskrifter. Forfatteren Markus har tilsyneladende været mere interesseret i, hvad Jesus gik rundt og gjorde, og hvad der skete med ham, og ikke så meget i, hvad han gik rundt og sagde. Det har både Matthæus, Lukas og Johannes til gengæld lagt stor vægt på i deres respektive fremstillinger af historien om Jesus. Matthæus er meget opsat på at fremstille Jesus som en ny lovgiver, der bringer en ny og bedre udgave af den moselov, man i forvejen kendte. Johannes på sin side har i sit evangelieskrift tegnet et billede af Jesus som én, der i høj grad gik rundt og talte om sig selv og sit gudsforhold. For Lukas er historien om Jesus egentlig kun første kapitel i en større historie – han fortæller i skriftet ”Apostlenes Gerninger” videre om evangeliets udbredelse helt til Rom, som dengang var verdens hovedstad.

Disse og flere ting vil vi dykke ned i, når vi holder vores temaaften. Det er som nævnt torsdag den 23. september. Vi vil hygge os med kaffe og kage, mens vi forhåbentlig samtidig bliver klogere på evangelierne. Klogskab og hygge passer heldigvis fint sammen!

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at møde frem og være med; alle er velkomne. Så sæt gerne kryds i kalenderen! Det bliver forhåbentlig en spændende aften.

Christian Aalling

Populære artikler