Stor opbakning til nytårs hoppeland
Støtteforeningen for Flauenskjold Børnehave havde fredag mellem jul og nytår inviteret til Nytårs Hoppeland i Flauenskjold Hallen.
Der var opstillet hele otte store hoppeborge, så der var nok af muligheder for at boltre sig for de mange fremmødte børn.
Bestyrelsen for støtteforeningen havde på forhånd udtrykt tilfredshed hvis der mødte 200 op. Man blev imidlertid blæst totalt bagover idet 513 børn og voksne lagde vejen forbi i løbet af de 7 timer der blev hoppet.
Det har i det hele taget været en travl december for den aktive forening, som også har solgt juletræer og pyntegrønt. Alt sammen for at kunne gøre hverdagen lidt skønnere for børnene i Flauenskjold Børnehave.
Nogle af de indtjente penge har allerede fået ben og gå på, idet der straks sneen faldt her efter nytår blev indkøbt ni nye kælke.
Bestyrelsen udtaler at med det flotte fremmøde til hoppedagen, så regner man med at en ny tradition er skabt.
Tekst og fotos: IS