
Søndag den 10. august satte De Frivillige kursen mod Sæby Havn med 11 glade beboere fra Østervrå Ældrecenter. To minibusser – hvoraf den ene var venligst udlånt af Rosengården – var fyldt op til turen, der bød på årets sidste nedspilning af flaget.
En frisk vind strøg over havnen, men hvad betyder det, når man er i godt selskab, har varme tæpper, kaffe og en lille Bailey indenfor rækkevidde, alt mens Musikkorps Sæby bød på festlige toner. Det fik gang i fødderne – som vippede i takt til musikken, og snart fulgte sangstemmerne, og til slut velfortjente klapsalver til de dygtige musikere.
Musikkorpsets underholdning var samtidig opvarmning til aftenens sidste højdepunkt og et punktum for en dejlig sommersæson på Sæby Havn – flaget blev spillet ned for sidste gang. En begivenhed, der altid samler stor tilslutning, og flere beboere fik da også hilst på gamle bekendte blandt de fremmødte.
Først da de sidste toner forstummede, og flaget var gledet ned, lykkedes det at få alle tilbage i busserne – klar til hjemturen til Østervrå efter en dejlig, stemningsfuld aften.
ÅB




