Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Standerhejsning i Flauenskjold

På et snedækket Flauenskjold Stadion blev fodboldsæsonen 2019 skudt i gang i lørdags med den traditionelle standerhejsning.

Flaget blev hejst af årets spiller 2018 Mathias Drejer sammen med yngstemand Jeppe Larsen og fodboldformand Sune Falden.

Efter en times træning under svære forhold blev der serveret suppe i cafeteriet til de ca. 30 fremmødte. Cheftræner Nicolai Demant, som tager fat på sin anden sæson i klubben, fremlagde sine tanker for den kommende sæson. På grund af baneforholdene indledes træningen de første uger med løb og styrketræning i Flauenskjold Fitnesscenter og almindelig fodboldtræning på kunstbanen i Hjallerup. Træningskampene påbegyndes den 23. februar.

Flauenskjolds herresenior vil også i 2019 være repræsenteret i serie 3, 4 og 6. Både serie 3 og serie 4 er kommet i meget lokale puljer med størstedelen af naboklubberne som modstandere. Så der lagt op til mange spændende lokalopgør i løbet af forårssæsonen, der indledes lørdag den 30. marts med to udekampe. Serie 3 skal til Asaa, og serie 4 får fornøjelsen af en tur til Skagen i 1. runde.

Populære artikler